Inga Galamba var ved at få krydderen galt i halsen, da hun i søndags læste annoncetillægget Motion og Velvære, der fulgte med som indstik i Politiken. »Det er ulovligt flere steder«, siger kontorchefen i Fødevaredirektoratet om annoncetillægget, der over 48 sider bragte reklamer for kosttilskud og naturlægemidler pakket ind som journalistiske artikler. I annoncerne hævdes det bl.a., at kosttilskuddet Kwai »halverer risikoen for hjerte-kar-sygdomme«, og at naturlægemidlet Velzina virker »mod humørsvingninger, med andre ord de mildere former for depression«. Venter på vurdering Det er Fødevaredirektoratet og Lægemiddelstyrelsen, der fører kontrol med, at helsebranchen overholder reglerne for markedsføringen af kosttilskud og naturlægemidler. Og begge myndigheder vurderer, at annoncerne er ulovlige, da de ikke må indeholde sundhedsanprisninger eller give sig ud for at kunne kurere alvorlige sygdomme. »I Velzina-annoncen bruges for eksempel ordet 'depression', hvilket er ulovligt«, siger chefkonsulent Karsten Jørgensen fra Lægemiddelstyrelsen, der dog først om et par dage vil komme med en endelig vurdering af, om annoncerne er lovstridige. Hvis myndighederne vurderer, at der optræder lovstridige annoncer i tillægget, er det først og fremmest helseproducenterne og udgiveren af indstikket, avisbureauet Avizion, som myndighederne går efter. De vil blive mødt af et påbud om at stoppe den ulovlige markedsføring - gør de ikke det, vil de blive politianmeldt. Troværdighed højnes Men kontorchef i Fødevaredirektoratet Inga Galamba mener også, at Politiken burde have sørget for ikke at distribuere de ulovlige annoncer. Det er Forbrugerrådets sundhedspolitiske medarbejder Margrethe Nielsen enig i. »Det, at annonceindstikket ligger i Søndags-Politiken, er med til at højne reklameartiklernes troværdighed. Det gør det mere problematisk«, siger Margrethe Nielsen, som synes, at det er svært at se, at artiklerne ikke er en del af Politiken. Det afviser Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. »Det fremgår meget tydeligt, at der er tale om et annoncetillæg. Det står to steder på forsiden. Og indholdsmæssigt adskiller tillægget sig markant fra avisens indhold. Derfor synes jeg ikke, at det er rimeligt at kritisere os for at have bragt annoncer, der ligner redaktionelt stof«, siger Tøger Seidenfaden, som allerede har indskærpet over for Politikens annonceafdeling, at den skal være opmærksom på, at udgiverne af annoncetillæg - i dette tilfælde avisbureauet Avizion - overholder lovgivningen. Aldrig mere tillæg I tillæggets leder, som er skrevet af Avizions chefredaktør Kent Segerlund, er det dog svært at se, at der ikke er tale om et Politiken-tillæg. Der står: »Søndag 17. august - hvor de fleste er returneret fra ferie - spreder vi igen gode ideer til en fornuftig og sund livsstil gennem tillægget Motion og Velvære i Politiken«. Men alt tyder på, at læserne ikke skal forvente at se et lignende indstik senere på året. »Jeg har ikke før lavet noget om kosttilskud og naturlægemidler og kendte derfor ikke lovgivningen på området. Med al den polemik, der nu er med annoncetillægget, vil jeg ikke lave det igen«, siger Kent Segerlund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Leder af Christian Jensen
Historien om de bedste hold, der ændrede verdensfodbolden uden at løfte trofæet – og ja, Danmark er på listen
80 år
Debatindlæg af Alexander Holm




























