Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Politichef kandidat til apotekeres etiske nævn

Lyt til artiklen

I et forsøg på at sikre at landets apoteker arbejder etisk forsvarligt, skaber Apotekerforeningen nu et særligt nævn, der skal overvåge medlemmernes forhold til medicinalindustrien. Den tidligere chef for bagmandspolitiet Michael Clan er favorit til jobbet som formand for det nye etiske nævn, og han bekræfter, at han gerne vil have jobbet: »Jeg har sagt ja tak, hvis de vil have mig. Det ville være interessant at prøve noget helt nyt«, siger Michael Clan, der i dag er politimester i Gentofte. Kritik af Clan I Apotekerforeningen bekræfter formand Paul Bundgaard, at der er blevet peget på Michael Clan som formand. »Vi ønsker os en person, som er uplettet, og på den baggrund har vores advokat foreslået Michael Clan«, siger Paul Bundgaard. Michael Clan blev politimester i Gentofte, efter at han forlod bagmandspolitiet i 1999. Som chef for bagmandspolitiet kom Michael Clan under skarp politisk kritik, da det i 1998 kom frem, at han havde personlige og forretningsmæssige forbindelser til personer, der blev sat i forbindelse med selskabstømmersager. Selv om den fungerende rigsadvokat Birgitte Vestberg kort efter gav Clan oprejsning i en redegørelse, der konkluderede, at Clan ikke var juridisk inhabil i selskabstømmersagerne, bad Clan om at blive fritaget fra behandlingen af sagerne. Kompetent jurist Apotekerforeningens direktør, Ole Krog, vil ikke kommentere kritikken af Clan. »Vi har ikke truffet en endelig beslutning endnu, og vi er i dialog med flere. Derfor er det også for tidligt at kommentere den kritik, der måtte have været af ham. Som jeg forstår det, er Clan en meget kompetent jurist, som har erfaring med at afbalancere vanskelige sager«, siger Ole Krog. Det etiske nævn bliver oprettet i forbindelse med, at Apotekerforeningen planlægger at indgå en fælles etikaftale med Lægemiddelindustriforeningen (LIF), der skal sikre, at det tætte forhold mellem medicinproducenterne og detailleddet ikke misbruges. »Lovgivningen er lidt uklar på området, så derfor har vores medlemmer ønsket klare retningslinjer. Det er helt almindeligt, at apotekerne holder seminarer, som sponsoreres af medicinalvirksomhederne. Det er derfor vigtigt at skelne mellem sponsorater med faglig relevans og de arrangementer, der sponsoreres som led i industriens markedsføring«, siger Ole Krog. Teddy Hebo Larsen, formand for LIF, ønsker ikke at kommentere, om Clan er den rette til jobbet. »Det beslutter Apotekerforeningen helt suverænt. Men vi ser frem til et samarbejde, der skaber klare retningslinjer mellem apotekerne og producenterne«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her