Arrivas indtog på det danske jernbanenet bliver ikke fulgt op af udbud af nye strækninger foreløbig. Det slog trafikminister Flemming Hansen (K) fast, da DSB søndag overdrog banerne i Midt- og Vestjylland til det britiske transportselskab Arriva. Samtidig lovede ministeren også, at det ville blive et mere præcist udbudsmateriale og et mindre kaotisk forløb end den første runde, som Arriva vandt. »Vi arbejder selvfølgelig med at konkurrenceudsætte andre jernbanestrækninger. Men det bliver først om to-tre år og tidligst i 2005« sagde Flemming Hansen kort før han steg på Arrivas premieretog. Første runde i 2001 Den første udbudsrunde, der blev indledt i 2001 under tidligere trafikminister Jacob Buksti (S), endte dramatisk for et år siden med, at det britiske transportfirma Arriva i de næste otte år skal betjene kunderne på 15 procent af det danske skinnenet. DSB havde i efteråret 2001 godt nok afleveret det billigste tilbud på den jyske jernbanetrafik, men den nyudnævnte trafikminister Flemming Hansen (K) afviste tilbuddet som urealistisk lavt. DSB ville styre mod underskud på forretningen, vurderede ministeren og hans rådgivere. Og EU's konkurrenceregler forbyder et statsligt selskab at byde urealistisk lavt i konkurrence med private selskaber. DSB protesterede voldsomt. Daværende bestyrelsesformand Knud Heinesen truede med at forlade sin post. For få tog i myldretid Og de er ikke de eneste problemer, der har været, siden det stod klart, at Arriva skulle betjene kunderne i Midt- og Vestjylland. Arrivas første køreplaner havde ikke tilstrækkeligt mange afgange i myldretiden, så passagererne protesterede voldsomt. De ville komme alt for tidligt på arbejde, og andre skulle vente i en time eller to efter skoletid. Sidste sommer måtte trafikministeren i al hast lave en tillægskontrakt med Arriva om at sætte flere myldretidstog ind. Men heller ikke det var nok. Viborg Amts Trafikselskab har sammen med Ringkjøbing Amt sat fjernbusser - en såkaldt X-bus - ind i rutefart mellem Struer og Thisted for at skolebørnene ikke skal få en alt for lang skoledag. Og man har planer om endnu en rute fra Skive til Århus. Men det har ikke stoppet klagestrømmen fra kunderne. »Vi er trætte af at skulle lukke efter Arriva«, sagde trafikchef Grethe Hassing fra Viborg Amts Trafikselskab for et par måneder siden til Politiken. I samme åndedrag anklagede hun trafikministeriet for at være dårlig til at formulere sit udbudsmateriale, så der ikke opstår huller i køreplanen. Den kritik tog Flemming Hansen til sig på Silkeborg Station. Erfaringer fra første runde »Den fejl, vi begik, var, at vi forlangte et bestemt antal tog, men vi sagde ikke, hvor mange af dem, der skulle være i myldretiden. Det har vi lært af denne første udbudsrunde«, sagde Flemming Hansen. »De erfaringer vil blive taget med, når vi næste gang skal udbyde jernbanestrækninger i licitation. Så skal der skrives mere præcist, hvad vi forventer«, understregede Flemming Hansen. I første omgang vil trafikministeren dog afvente erfaringerne med Arriva som privat operatør.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























