Lastbiltrafik gennem Alperne truer EU's udvidelse

Lyt til artiklen

Et halvt døgn inden afslutningen af det danske EU-formandskab fik trafikminister Flemming Hansen (K) en løsning på problemet med lastbiltrafikken gennem de østrigske alper igennem. Den danske minister fik overbevist trafikministrene fra ti andre EU-lande om sit kompromisforslag. I sidste øjeblik skiftede Grækkenland side, så der var stemmer nok til et kvalificeret flertal i ministerrådet. Østrig, Italien, Belgien og Holland stemte imod. Rasende østrigere Men prisen for kompromiset kan blive høj. Østrig er rasende over, at trafikken med tunge forurenende lastbiler får lov til at fortsætte endnu tre år. Trafikminister: Schüssel skal ikke underskrive Den østrigske trafikminister Mathias Reichhold fra Jörg Haiders forkætrede Frihedsparti opfordrer ifølge det nationale østrigske telegrambureau, APA, den konservative kansler Wolfgang Schüssel til at undlade at skrive udvidelseserklæringen under i Athen 16. april i år, hvis kompromiset fastholdes uændret. »Østrig må forstærke sit politiske pres for at nå den mest stringente løsning, der fører til en begrænsning af den miljøbelastende lastvognstrafik gennem de følsomme alpedale«, siger Mathias Reichhold. Lille begrænsning Frihedspartiet står ikke alene i Østrig med sin markante modstand mod lastbiltrafikken i Alperne. Det er en sag, hvor alle østrigske partier står sammen. Lastbiltrafikken er hidtil blevet reguleret efter en indviklet kvoteordning, hvor de enkelte EU-lande må sende et bestemt antal lastvognstog ad vejene gennem alpelandet. Den nuværende kvoteaftale udløber med 2003, men tirsdag på et sidste øjebliks møde i transportministerrådet lykkedes det Flemming Hansen at få et kvalificeret flertal for en forlængelse af den nuværende aftale med tre år. Mest forurenende lastbiler må ikke køre Det danske kompromisforslag begrænser lastvognstrafikken en smule i forhold til nu. De mest forurenende lastbiler med undtagelse af vogne fra Grækenland og Portugal må fra 2004 slet ikke køre transit gennem Alperne. Men kompromisforslaget tilfredsstiller altså ikke de østrigske politikere, der vil have de miljøbelastende lastvogne helt væk fra alpevejene. På den anden side vil Italien have fri passage. Trafikministeren vil ikke kommentere den østrigske trafikministers opfordring til kansler Schüssel, men siger om aftalen, som 11 EU-lande står bag. Hansen: Et godt kompromis »Det var et godt kompromis, som vi nåede. 12 timer før formandskabet sluttede, fik vi aftalen på plads. Vi har haft utroligt mange møder om sagen bilateralt med ministrene fra Italien, Østrig, Tyskland og Grækenland. Østrig og Italien har været meget uenige, og nu er de utilfredse begge to, hvilket jeg tager som et udtryk for, at sagen lander, hvor den skal - midt i mellem«, siger Flemming Hansen, der hæfter sig ved, at der er indbygget fremtid i aftalen. »Hvis man kører i de nye meget miljøvenlige lastbiler i kategori euro 4, som kommer fra 2006, vil man kunne køre ubegrænset, mens man slet ikke må køre med de mest forurenende fremover«, siger Flemming Hansen. 'Formalia ikke overholdt' Den østrigske trafikminister Mathias Reichold mener heller ikke, at formalia omkring vedtagelse af kompromiset var til stede. Der var blot fem trafikministre til stede på ministerrådsmødet i Bruxelles, og der er heller ikke indhentet en udtalelse fra Europaparlamentet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her