»Vidtrækkende« og »ambitiøst«. Det var de ord, EU's landbrugskommissær, Franz Fischler, brugte, da han forleden annoncerede, at EU vil skære dramatisk i den stærkt kritiserede støtte til de europæiske landmænd. Men trods de flotte ord om, at støtten på visse områder skal reduceres med mere end halvdelen, er der intet i udspillet, der antyder et opgør med EU's landbrugspolitik. Den betyder blandt andet, at kvæget i EU hver dag får mere i EU-tilskud, end halvdelen af verdens befolkning dagligt har at leve for. Ingen besparelser Sagen er nemlig, at udspillet, som er EU's udspil til forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen, WTO, overhovedet ikke indeholder besparelser på landbrugsstøtten, der årligt koster de europæiske skatteborgere over 300 milliarder kroner. »Udspillet er beregnet lige præcis sådan, at det ikke bliver nødvendigt at skære i landbrugsstøtten«, siger en EU-diplomat. Det eneste, kommissæren vil skære ned på, er de rammer, som EU var med til at vedtage på et møde i WTO i Uruguay. Rammen fastlægger, hvor meget EU må give landbruget i støtte, men da rammen er højere end det, EU rent faktisk giver, vil selv en dramatisk nedskæring ikke betyde, at der bliver færre penge til landmændene. Begrænset effekt af udspillet Samtidig nævner udspillet intet om landmændenes direkte tilskud som for eksempel hektarstøtte og dyrepræmier, hvilket udgør to tredjedele af EU's landbrugsstøtte. Derfor vil effekten af udspillet være meget begrænset, siger Søren Kjeldsen-Kragh, der er økonomiprofessor ved Landbohøjskolen og ekspert i EU's landbrugspolitik. »Det er en reduktion på grundlag af det, EU er forpligtet til i Uruguay, og den ramme er et højere beløb end det, man udbetaler i dag. Så man forpligter sig til en reduktionen, der er mindre end de 55 procent, Franz Fischler foreslår«, siger Søren Kjeldsen-Kragh. EU under pres i WTO Da Franz Fischler præsenterede udspillet forleden, sagde han: »Hovedelementerne i udspillet er forslag om at skære i importtolden med 36 procent, skære i eksportstøtten med 45 procent og at reducere den handelsforvridende støtte til landmændene med mere end halvdelen, 55 procent«. EU er nemlig under voldsomt pres i WTO for at skære i sin landbrugsstøtte, der beskyldes for at ødelægge konkurrencen på verdensmarkedet, hvilket især går ud over bønderne i udviklingslandene. Men landbrugskommissærens talsmand, Gregor Kreuzhuber, bekræfter, at udspillet ikke betyder nedskæring i landbrugsstøtten. »Selvfølgelig gør det ikke det. Vi kan ikke foreslå noget, vores medlemmer (EU-landene, red.) ikke vil gå med til, og som vi ikke har mandat til«, siger han. Bogholderkneb SF's fødevareordfører, Jørn Jespersen, siger, at EU-kommissionen bruger bogholderkneb for fortsat at beskytte de europæiske landmænd mod konkurrence fra udviklingslandene. »Det er en skændsel. EU bliver ved med at beskytte sit landbrug ved hjælp af tilskud og toldmure, men at man så oven i købet fremstiller det som en stor indrømmelse, det er skammeligt«, siger SF's fødevareordfører, Jørn Jespersen. Men støtten til de europæiske landmænd er ikke den eneste årsag til, at ulandene har svært ved at klare sig i konkurrencen med EU. De europæiske lande lægger nemlig en stor told på varer fra udviklingslandene, hvilket gentagne gange er blevet kritiseret hårdt af både udviklingsorganisationer og af de andre medlemmer i WTO. Udspillet fra Franz Fischler indeholder også et forslag om at skære i gennemsnit 36 procent i toldsatserne. Men forslaget er fuldt med smuthuller, siger Søren Kjeldsen-Kragh, fordi der er tale om et gennemsnit, mens enkelte varer kan slippe med en nedsættelse på kun 15 procent. Dermed kan EU stadig lægge høj told på de varer, hvor EU-landmænd er udsat for hårdest konkurrence. »Man kan ikke sige, at det er noget, der batter, fordi der er en undtagelse, hvor man kan slippe ud. For mange produkter vil en sænkning på 15 procent ikke betyde noget, fordi tolden er så høj i forvejen«, siger Søren Kjeldsen-Kragh.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























