Nye televaner giver priskrig

Lyt til artiklen

Spritny mobiltelefon med farveskærm til en flad krone. Med hele og halve siders reklamer i bladene prøver telefonselskaberne at lokke forbrugere til at købe en billig mobiltelefon i den hektiske julegavetid. Sidst er det største teleselskab TDC gået ind i priskrigen. Først med 1.000 kroners rabat for at lokke gode, men frafaldne kunder tilbage. Sidst med en generel kampagne for at få andre dødelige til at blive TDC-kunder. »Vi ser en kamp om markedsandele, fordi der er meget få nye kunder at slås om. De fleste danskere har en mobiltelefon«, siger teleeksperten Torben Rune fra konsulentvirksomheden Netplan. Indtil nu har både telefonselskaber og eksperter bedyret, at priskrig på billige mobiltelefoner var noget grimt noget, fordi det både var dyrt, og fordi de kunder, der blev lokket indenfor i biksen, sjældent brugte den nye mobil særlig meget. Sådan er det ikke mere. Torben Rune mener tværtimod, at det efterhånden er en indholdsløs floskel, at de kunder, som selskaber slås om med slagtilbuddene, er dårlige kunder. Han peger på, at danskerne simpelthen bruger deres mobiltelefoner mere. Han har set eksempler på, at hos de virksomheder, han rådgiver om deres telefonsystemer, udgør mobiltelefonien nu godt 50 procent af teleregningen. Før var det omkring 10-30 procent. Flere mobiltelefoner end fastnet Seneste statistik fra It- og Telestyrelsen viser, at der er flere mobilabonnenter end abonnenter med fastnettelefoner. Det næststørste mobiltelefonselskab Sonofons øverste chef - koncernchef Ulrik Bülow - er tilbøjelig til at give Torben Rune ret i hans betragtninger. Ifølge ham er de kunder, som Sonofon nu får ind på kampagnerne, gode kunder, der faktisk bruger deres mobiltelefoner og dermed giver penge i kassen hos Sonofon. Han afviser, at Sonofon optrapper priskrigen. »Vi har ikke forhøjet vores tilskud til mobiltelefoner siden maj måned«, siger Ulrik Bülow. Uden at ville nævne navne fremhæver han, at kampen på billige mobiler mere står mellem telefonselskaber, der mangler trafik i deres netværk. Selv om han ikke bryder sig om at bruge penge på at lokke kunder med slagtilbud, så er han nødt til at holde skansen over for konkurrenternes tilbud. Flere slagtilbud på vej Torben Rune mener, at forbrugerne vil se flere slagtilbud i fremtiden. Den nye tredje generation (3G) mobiltelefoni vil betyde, at kampagnerne vil fortsætte. Når de nye 3G-mobiltelefoner begynder at komme ud i butikkernes glasmontre, vil de sandsynligvis blive solgt med et aldeles kontant tilskud fra teleselskaberne. Ellers vil de være for dyre for den almindelige forbrugers portemonnæ. Og hvis ikke almindelige forbrugere får netop de mobiltelefoner mellem hænderne, så kan telefonselskaberne ikke tjene deres milliard-investeringer i de nye 3G-sendemaster hjem igen. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra TDC Mobils direktør, Mads Middelboe. Han var til julefrokost.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her