Det bliver billigere at låne til julegaverne, og de hen ved 150.000 husstande, som står lige foran at få lagt deres flexlån om, kan se frem til en ekstra julegave. Den gode nyhed skyldes, at Danmarks Nationalbank torsdag fulgte Den Europæiske Centralbank og sænkede den ledende rente med 0,5 procentpoint til 2,95 procent. Rentesænkningen, der skal sætte skub i den skrantende europæiske økonomi, kommer en måned efter, at den amerikanske centralbank sænkede sin toneangivende rente til kun 1,25 pct. »Vi regner med, at renten på de étårige flexlån i de kommende dage vil falde med omkring 0,1 procentpoint som følge af rentesænkningen. Resten af rentefaldet havde markedet allerede indregnet i kurserne«, siger seniorøkonom i Realkredit Danmark, Sune W. Mortensen. Stor besparelse for flexlånere Han forventer på den baggrund, at boligejere med flexlån kan se frem til en historisk lav rente på omkring 3,3 pct. ved omlægningen i midten af december. Det betyder en besparelse på ca. 2.500 kr. efter skat til næste år for et lån på én million kroner sammenlignet med den sidste rentetilpasning, hvor renten landede på 3,95 pct. Heraf kan de 600 kr. - eller en ekstra flaske middelgod rødvin om måneden - tilskrives gårsdagens rentesænkning. Billigere at låne i banken Det er imidlertid ikke kun boligejere med flexlån, der får glæde af rentesænkningen. Det bliver også billigere at låne i banken, fordi pengeinstitutterne traditionelt følger Nationalbankens rentebevægelser. Danske Bank og Danmarks største internetbank, Skandiabanken, meddelte allerede torsdag, at de nedsætter alle variable ind- og udlånsrenter med op til 0,5 procentpoint med virkning fra henholdsvis den 10. og den 15. december. Støtte for forbruget Økonomerne hilser rentesænkningen velkommen. »Det vil gøre det mere attraktivt at låne og dermed understøtte det private forbrug«, siger cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen. Baggrunden for rentesænkningen er da også alvorlig nok. Den globale økonomi er ved at gå i bakgear, og i eurolandene er arbejdsløsheden nu den højeste i mere end to år. »Rentesænkningen er god for økonomien. Ikke mindst Tyskland har brug for hjælp udefra. Det kan også smitte af på udviklingen herhjemme, hvor vi godt kan risikere problemer med økonomien det kommende stykke tid«, siger Helge Pedersen. Godt nyt i regeringsprognose Det sidste bekræftes af en ny økonomisk prognose, som regeringen lagde frem torsdag. Her har regeringen måttet nedjustere forventningerne til den økonomiske vækst i de kommende år. Prognosen indeholder dog også godt nyt for de statsansatte. Efterårets finanslovsaftale betyder, at der skal ansættes 1.600 nye folk i staten til næste år. Dermed ser det ud til, at sommerens meget omtalte jobmassakre på de ansatte i staten ikke bliver til noget.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Trump til Fox: Jeg vil bruge min vetoret
-
Politiske bomber på stribe: Det er en blå tsunami, der dramatisk vil ændre dynamikken i amerikansk politik
-
Få alle resultater fra midtvejsvalget
-
Selv JD Vances stol er blevet blå: Her er syv opsigtsvækkende resultater fra valgnatten
-
Trumps onde ånd vinder Georgia
-
Når først man er kommet i gang, er det ikke sådan at slukke
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Nøgleopgørene i Senatet
Debatindlæg af David Mathias Klausen
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce