Danmark har brug for en skattereform, men regeringen fører en politik, der går den forkerte vej, mener de tre økonomiske vismænd. »Der er behov for at lave en skattereform, og når der som nu ikke er et finanspolitisk råderum til ufinansierede skattelettelser, handler det om at lave en skatteomlægning. Det er bare ærgerligt, at man ikke kommer i gang«, sagde overvismand Torben M. Andersen ved præsentationen af den nye vismandsrapport. Når man ikke bare kan give los skyldes det ifølge vismændene, at der med den nuværende beskatning ikke kommer nok penge i de offentlige kasser til at betale for ældrepleje, sygehuse mv. i fremtiden. Færre til at betale velfærd Det skyldes fremtiden med færre erhvervsaktive og flere ældre, og faktisk bør skatten stige med op til 2,4 procentpoint i bundskatten, hvis der skal være råd til hele molevitten i fremtiden, viser vismandsberegninger. Vismændene har tidligere peget på, at det vil være nyttigt at sænke skatterne på arbejdsindkomst og få en mere simpel og lige behandling af forskellige typer kapitalindkomster i skattesystemet. Og når man p.t. ikke bare kan lukke op for ufinansierede skattelettelser kan regeringen hente pengene til en omlægning fra øgede skatter på jord, ejendomme og Nordsøolien. Desuden er der også noget at hente ved at skære i forskellige fradrag. Problemet skærpet Men den et år gamle VK-regering har selv skærpet problemet med at finde penge til skattelettelser. »Skattestoppet er den væsentligste blokering for skattelettelser, men også indførelsen af ældrechecken i finanslovforliget trækker entydigt i negativ retning«, siger overvismand Torben M. Andersen. Vismændene peger som tidligere på det centrale i at få udvidet arbejdsstyrken og få flere i beskæftigelse, hvis det skal lykkes at fortynde forsørgerbyrde og dermed få lettet på skatten. AE: Regering sætter mulighed over styr På det punkt mener økonom Thomas V. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) - på linje med vismændene - at regeringen er ved at sætte muligheden for skattelettelser over styr. »Regeringen er allerede i fuld gang med at brænde råderummet af på skattestoppet. Hvis regeringen lægger op til yderligere skattelettelser, er det en risikabel økonomisk politik«. AE-økonomen peger på, at regeringens plan forudsætter, at yderligere 85.000 kommer i arbejde frem til 2010. »Men indtil videre er det fortsat ekstremt usikkert, hvorvidt de 60.000 af dem rent faktisk kommer i arbejde«, siger Thomas V. Pedersen. Ingen løfter fra Thor P Finansminister Thor Pedersen (V) er ikke villig til at give nogen som helst løfter. »Regeringen vil i løbet af 2003 også vurdere den nødvendige stramhedsgrad i finanspolitikken for 2004, herunder mulighederne for en nedsættelse af skatten på arbejdsindkomst«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























