Nul regler om mobil på tanken

Lyt til artiklen

Brandsår på kroppen og i ansigtet - måske endda dødsfald. Det risikerer forbrugerne ved at tanke benzin med en tændt mobiltelefon i baglommen. Faren ved brug af mobiltelefoner på tankstationer har i årevis fremgået af de brugervejledninger, der følger med mobiltelefoner. Til trods herfor har danske myndigheder intet foretaget sig for at advare forbrugerne om de mulige farer. Direktøren for den danske brancheforening for telekommunikation - Telekommunikationsindustrien i Danmark - Ib Tolstrup, opfordrer til, at der kommer klar skiltning på alle landets tankstationer om faren ved at bruge mobiltelefonerne på stedet. »Nok er risikoen begrænset, men er uheldet ude, kan konsekvenserne være ganske alvorlige for den enkelte. Man må jo heller ikke ryge pibe på tankstationerne«, siger Ib Tolstrup. Britisk anbefaling De britiske sundhedsmyndigheder anbefaler forbrugerne at slukke deres mobiltelefoner, efter at nyhedsbureauer rapporterede om tre brandulykker på britiske tankstationer, hvor mobiltelefoner skulle have antændt flammerne. De tyske myndigheder har ligefrem udstedt forbud mod brug af mobiltelefoner på benzinstationer. Stadig risiko Selv om moderne tankstationer har udstyr, der holder hovedparten af de eksplosionsfarlige benzindampe nede i bilernes tanke, er der stadig risiko for eksplosionslignende brande. Hvad der i sidste uge fik energikoncernen Shell til at forbyde brug af mobiltelefoner på virksomhedens danske tankstationer. Danmark har godt 4,2 millioner mobiltelefonabonnenter. Den danske beredskabsstyrelse har ansvaret for reglerne om sikkerhed på tankstationer. Selv om faren ved mobiltelefoner har været kendt i flere år, har det ikke givet sig udslag i ændring af reglerne. »Jeg har ikke været bekendt med, at producenterne angiver, at der er risici forbundet med brug af mobiltelefoner på tankstationer«, siger kontorchef Jan Petersen, der har ansvaret for styrelsens forebyggelseskontor. Han oplyser, at han har taget kontakt til oliebranchen for at få klarlagt problemerne i forbindelse med risikoen for ulykker. Nokia tilråder slukning Verdens største producent af mobiltelefoner - finske Nokia - skriver i brochuren til en af sine mest populære mobiltelefoner, Nokia 3310, at kunder rådes til at slukke mobilen på tankstationer. En eksplosion kan resultere i store skader og i værste fald dødsfald. Luk mobilen Nokia anbefaler, at forbrugerne lukker mobiltelefonen, ligesom de slukker bilens motor, mens de står midt i benzindampene. Det samme gælder andre af de store producenter af mobiltelefoner. Informationschef Elisabeth Lahme i den danske afdeling af den tyske koncern Siemens, der også producerer mobiltelefoner, oplyser, at koncernen har advaret sine kunder om faren ved at bruge mobiltelefoner på tankstationer og i nærheden af fabriksanlæg i den kemiske industri. Ifølge den danske It- og Telestyrelse kan kontakten mellem batteriet og selve telefonen i sjældne tilfælde medføre en gnist, der kan antænde dampene. Mulig manglende afskærmning Nokia mener, at problemet kan skyldes, at ældre tankstationer ikke er skærmet tilstrækkeligt af mod de elektromagnetiske signaler, som mobiltelefonerne udsender. Forbrugerrådet mener, at myndighederne bør følge efter benzinselskaber som Shell, der allerede har forbudt brugen af mobiltelefoner på koncernens danske tankstationer. »Det ville være udmærket, hvis myndighederne ville begynde at se på dette område«, siger Anders Hjorth Jensen, konsulent i Forbrugerrådet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her