En række udenlandske virksomheder, der for et par år siden flyttede til Danmark for at spare millioner af kroner i skat, risikerer at komme ud af det danske eventyr med et kæmpe skattesmæk. Årsagen er, at kontorhotel- og rådgivningsfirmaet Sheltons Aps, der tilbød at passe koncernernes papirforretninger i Danmark, er gået ned med et brag. Et synderligt rod Kollapset afslører et syndigt rod, og konsekvenserne synes umiddelbart uoverskuelige. Sagen er nu meldt til politiet. Sheltons Aps har fungeret som vicevært for en lang række skuffeselskaber, der alene havde til formål at kanalisere pengestrømmene i en international koncern til Danmark. Men efter Shelton kollaps er der ingen, som har taget hånd om de juridiske enheder. Det betyder, at alt er gået i stå. De formelle indleveringer af regnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er udeblevet, hvilket har fået styrelsen til at sende holdingselskaberne til tvangsopløsning - et efter et. Risikoen er nu, at selskaberne bliver erklæret konkurs, og dermed er der en overhængende fare for, at de skatteplaner, der oprindeligt fik virksomhederne til at søge til Danmark, vil blive slået i stumper og stykker. »Jeg kan bestemt ikke afvise, at det her kan udløse skatteregninger i Danmark eller i koncernernes hjemlande. Det er i det hele taget en meget beklagelig situation, virksomhederne er havnet i«, siger advokat Christian B. Elmer, der er indsat som kurator i konkursboet efter Sheltons Aps. Nul skat-reglen Med Shell, Procter & Gamble, Exxon og mediemogulen Rupert Murdoch i spidsen flyttede hundredvis af internationale koncerner for et par år siden på papiret ejerskabet til Danmark. Invasionen kom, efter at den daværende socialdemokratiske regering havde indført nul skatte-regler for holdingselskaber. Loven betød, at Danmark i en kort, men hektisk periode formåede at slå selv de mest eksotiske lokaliteter af banen som skattely. Virksomhederne kunne nemlig helt undgå at betale udbytteskat, hvis de slog sig ned i Danmark. Da trafikken af skatteål var på sit højeste, opstod der en blomstrende underindustri herhjemme. Advokater, revisorer og såkaldte kontorhoteller stod i kø for at servicere de ofte særdeles prominente skatteflygtninge. Efter længere tids massiv kritik nåede daværende skatteminister Ole Stavad (S) i foråret 2000 grænsen for, hvad han ville stå model til, da EU satte Danmark på den sorte liste. Så blev skattehullet lukket i igen. Dermed mistede underindustrien med ét slag hovedparten af sit levebrød. Nogle af kontorhotellerne lukkede filialerne ned i Danmark, mens andre - deriblandt Sheltons Aps - forsøgte at køre videre. I tilfældet Sheltons Aps skiftede virksomheden hænder i foråret 2002, hvor investorer fra Liechtenstein tog over. Nogle måneder senere endte eventyret med en konkursbegæring. Og selv om de samme liechtensteinske investorer efterfølgende har købt aktiviteterne i Sheltons Aps ud af konkursboet - og nu driver virksomhed under navnet New Haven Trust A/S - er situationen fortsat alvorlig for en række af de selskaber, der havde betroet Shelton at passe på sine papirpenge. Ifølge Christian B. Elmer var Sheltons Aps præget af så kaotiske forretningsgange, at han som kurator har været nødt til at indgive en formel politianmeldelse. »Vi har orienteret de udenlandske koncerner om situationen og forklaret, hvorfor de er sendt til tvangsopløsning i Danmark. En del af selskaberne er nu gået i gang med at få reetableret selskaberne, men der er også nogle, der slet ikke har reageret, og de risikerer derfor at blive taget under egentlig konkursbehandling«, siger han. Det vigtige mellemled Flere skatteeksperter bekræfter, at det kan få dramatiske skattemæssige konsekvenser for de udenlandske selskaber, hvis deres danske selskab falder væk. Et eksempel: Et amerikansk holdingselskab med et fransk datterselskab skød i 1999 et dansk selskab ind i midten af selskabskontruktionen, så det danske selskab formelt var ejer af aktierne i det franske selskab. Efter de daværende skatteregler kunne udbytte fra det franske datterselskab derefter sendes skattefrit hjem til USA. Hvis det danske selskab nu forsvinder, vil aktierne i det franske selskab være direkte ejet af af det amerikanske moderselskab - med langt højere udbytteskat til følge. New Haven Trust har ifølge selskabets direktør, Scott Macaw, forsøgt at advare de tidligere Shelton-klienter om situationens alvor. »Mange af dem har taget skridt til at få orden på sagerne, men det er ikke alle, der har taget meddelelsen om tvangsopløsningen af deres danske selskab alvorligt. Hvis det kommer til en konkurs, kan det ellers få alvorlige konsekvenser«, siger Scott Macaw. Ned Shelton, der i foråret solgte sin egen virksomhed Sheltons til Sheltons Aps, skyder hele skylden på kredsen omkring Scott Macaw. »Konkursen er en rendyrket katastrofe både for mig personligt, for de internationale selskaber, der var kunder hos Sheltons Aps, og for dansk erhvervslivs renomme«, siger Ned Shelton, der siger, at han ikke har været tilknyttet Sheltons Aps.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























