Kommunale it-folk er skeptiske over for løfterne om at spare milliarder af skattekroner på de offentlige it-budgetter. Så mange penge er der ikke i at skippe Microsoft som leverandør af programmer til computerne rundt om på rådhusene. Det var ellers en af konklusionerne i en rapport, som Teknologirådet udsendte i sidste uge. Den peger på, at det offentlige vil kunne spare op mod 5,6 milliarder kroner hvert år de næste 12 år ved at begynde med at bruge de billigere open source-programmer som alternativer til Microsofts produkter. Når it-projektchef Hans Lembøll fra Slagelse Kommune kigger på den nye rapport fra Teknologirådet, så er han yderst skeptisk over for de store milliard beløb, som arbejdsgruppen bag rapporten regner med, at det offentlige vil kunne spare. Hans regnestykker tyder snarere på årlige besparelser i omegnen af de 250 millioner kroner om året. »De penge er da bestemt også værd at tage med. Jeg vil bare nødigt se, at de politiske chefer i kommunerne begynder at kræve besparelser, som slet ikke er mulige. Hvis min chef sagde, at nu skal lille Hans spare to millioner om året, så skal jeg ned på knæ og bede til højere magter, fordi jeg kan kun spare en halv million ved at bruge open source«, siger Hans Lembøll. Vil gerne skifte til open source Han vil dog gerne skifte til open source, når hans kontrakt med Microsoft udløber. Sammen med seks andre kommunale it-chefer har Hans Lembøll været med i en arbejdsgruppe under Kommunernes Landsforening (KL), som har vurderet, om kommunerne kunne bruge open source-programmer. De er umiddelbart billigere end Microsofts it-produkter, fordi kommunerne i nogle tilfælde kan spare over 2.100 kr. pr. computer om året på licens til Microsoft. Open source-programmer koster ikke licenspenge hvert år og er, om ikke gratis så billigere i indkøb. Mangel i regnestykke Et af medlemmerne af den arbejdsgruppe, der står bag rapporten, lektor Jens Hørlück fra Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet, mener, at Hans Lembøll mangler nogle tal i sit regnestykke. Han peger på, at det offentlige over de næste år skal investere massivt i ny it, når de mange myndigheder, kommuner og amter skal være digitale. Og blandt andet betjene borgerne over nettet. Det er her, at det offentlige vil kunne spare de mange milliarder, fordi investeringerne vil blive billigere, hvis det offentlige bruger open source i stedet for Microsoft. Hans Lembøll er ikke den eneste, der er skeptisk over for tankerne om store gevinster ved at gå over til open source-programmer i stedet for Microsoft. Supportdirektør i Kommunedata (KMD) Bjarne Flyvbjerg mener, at det er for usikkert at fremskrive udgifterne til de offentlige it-investeringer over flere år. »På kort sigt tror jeg, at Hans Lembøll har ret med hensyn til de begrænsede besparelser ved at gå over til open source-programmer. Hvis open source-programmer bliver ved med at være gratis, så bliver der nogle skattekroner at spare«, siger Bjarne Flyvbjerg. Men selv om open source-programmer er billigere at anskaffe, så tøver nogle it-chefer stadig. Det skal også du Både i Århus Kommune samt Århus og Københavns Amt er it-cheferne stadig ved at tælle på knapper, om det er en god ide at skifte til open source-programmer. I Københavns Amt mener konstitueret it-chef Jan Kold-Larsen, at en it-chef i en stor offentlig koncern er nødt til at se på driftssikkerheden ved at bruge et gennemtestet produkt, som Microsoft leverer. »Jeg er enig i, at vi øser for mange penge over i Microsofts lommer, men vi er også nødt til at se på, at systemerne skal fungere hver dag«, siger Jan Kold-Larsen. Han er i tvivl om, om Københavns Amt kan spare de store penge på at skifte til open source, når man medregner de ekstra omkostninger til konsulenttimer, drift og service til brugerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























