Sympatikonflikt truer A.P. Møller

Lyt til artiklen

For at støtte de strejkende havnearbejdere på den amerikanske vestkyst vil Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) nu gennemføre sympatikonflikter, der kan lamme A.P. Møllers containerterminal i Århus eller sætte olieaktiviteterne på Nordsøen på vågeblus. De amerikanske havnearbejderes fagforening ILWU rejser i øjeblikket verden rundt for at opildne til sympatiaktioner i den aktuelle konflikt med A.P. Møller-selskabet Maersk-Sealand og en række andre store rederier. Forretningsfører Knud Hansen fra SiD's Transport- og Servicegruppe bekræfter, at ILWU i næste uge har inviteret SiD og kolleger fra Sverige, Norge og Finland til et møde »et sted i Norden« for at få udvidet konflikten. Vil overveje støtte »Hvis der på mødet kommer en anmodning om at støtte med en sympatikonflikt i Danmark mod A.P. Møller, så gør vi det. Vi vil nøje vurdere, hvilke midler vi vil gribe til, men umiddelbart er det containerterminalen i Århus eller offshoreaktiviteterne i Esbjerg, der vil blive målet«, siger Knud Hansen. Truer du dermed med at lamme hele Nordsøen? »Jeg har kun sagt, vi meget nøje vil vurdere, hvad vi kan og skal gøre. Men jeg vil gerne understrege, at vi ser meget alvorligt på Maersk-Sealands optræden i USA. Der må være grænser for, hvordan man kan behandle folk«, siger Knud Hansen. 11.000 lockoutet Reder-organisationen Pacific Maritime Association, der også tæller Maersk-Sealand, lockoutede i sidste weekend de ca. 11.000 havnearbejdere på den amerikanske vestkyst. Gennem mange måneder har rederne på den ene side og havnearbejderne på den anden forsøgt at blive enige om en ny aftale, der skal dække bl.a. pension, særlige goder og især indførelse af ny teknologi, der kan overflødiggøre mange havnearbejdere. 29 havne på USA's vestkyst ramt Siden lockouten trådte i kraft, har alle 29 havne langs vestkysten ligget stille. 160 lastede containerskibe, herunder fem A.P. Møller-skibe, har ikke kunnet få lasten i land, men også andre danske rederier, D/S Norden og J. Lauritzen A/S, er berørt. Situationen er mest prekær for Lauritzen, der har et skib fyldt med avokadoer for anker ud for Los Angeles. »Lasten er kølet ned, men kan jo ikke holde sig evigt. Inden for et par uger kan vi stå med et meget stort tab«, siger Svante Helleberg, informationschef i Lauritzen Cool. Umiddelbart inden lockouten trådte i kraft, nåede Lauritzen at omdirigere et andet skib, fyldt med bananer fra Ecuador, til Mexico. Herfra er lasten nu fragtet ind i USA med lastbil. »Det er ikke kun os, der håber, at konflikten snart bliver bilagt. Der står enorme værdier på spil, hvis den nuværende situation fortsætter«, siger Svante Helleberg. Otte mia. kr. om dagen I tørre tal vurderes det, at konflikten koster den i forvejen pressede amerikanske økonomi omkring otte mia. kr. om dagen, fordi varestrømmen fra specielt Asien er tørret ud. Flere amerikanske medier har vurderet, at præsident Bush vil blive nødt til at skride ind og ophæve konflikten. Seneste nyt fra USA er dog, at de stridende parter nu har sat sig til forhandlingsbordet en gang til, denne gang med en regeringsudpeget mægler. Som en første forsigtig åbning er lockouten blevet hævet for sejladser til Alaska, der er helt afhængig af leverancer ad søvejen. Næste skridt ventes at blive en genoptagelse af sejladsen til Hawaii, hvor supermarkedernes hylder er ved at være tomme. Det berettes allerede nu fra pålidelige amerikanske kilder, at Honolulu er løbet tør for toiletpapir. A.P. Møller havde lørdag ikke nogen kommentarer til truslen om sympatikonfikter i Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her