Håbet om en plads på det danske arbejdsmarked svinder ind for otte akademisk uddannede nydanskere. De er en del af projekt 'Mangfoldighed i Staten', som skal skaffe højtuddannede indvandrere job på en statslig arbejdsplads. På ni måneder er kun to ud af 11 blevet ansat i staten, mens én har fundet et job ad anden vej. »Det er frustrerende, for projektets deltagere er velkvalificerede; de har uddannelsen, de har fået den vurderet i Danmark, og de kan tale dansk. Men det er begrænset, hvor længe vi kan bilde dem ind, at der er jobmuligheder«, siger Charlotte Palludan. Svigter egen personalepolitik Hun er formand for ligestillingsudvalget i Dansk Magisterforening (DM), som sammen med Danmarks Jurist og Økonomforbund er tovholder på projektet. Ifølge DM er interessen fra statslig side kølnet, efter at regeringen skiftede farve og indledte omfattende nedskæringer i staten. DM's opfattelse er, at regeringen svigter sin egen personalepolitik - hvis mål er, at andelen af indvandrere i den statslige arbejdsstyrke skal op på 3,5 procent. I dag har kun to procent af statens ansatte anden etnisk baggrund. Enhedslisten rejser sagen Det har fået folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil (Enh.) til at rejse sagen over for integrationsminister Bertel Haarder (V) og finansminister Thor Petersen (V). »På ni måneder er der stort set ikke fundet plads til nogen. Staten burde tage imod projektet med kyshånd - man får simpelthen højtuddannede indvandrere serveret på et sølvfad«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Ifølge integrationsminister Bertel Haarder har finansloven overført ressourcer fra staten til kommunerne, hvorfor det har været svært at rekruttere nye medarbejdere. »Jeg er i dialog om netop dette emne med en række etniske rådgivere og skal have møde med dem senere på ugen. Vi skal bl.a. tale om, hvordan det offentlige kan ansætte flere indvandrere og efterkommere«, siger Bertel Haarder gennem sin pressechef. Minister støtter Integrationsministeriet støtter mangfoldighedsprojektet med 350.000 kroner. Ud over at få ansat de 11 håndplukkede nydanskere i staten er idéen at samle viden om de barrierer for indvandrere, der findes på arbejdsmarkedet. Men DM mener ikke, at bestræbelserne fra hverken Integrationsministeriet eller Finansministeriets Personalestyrelse er offensive nok til at få kanaliseret projektets deltagere ind i de få, men eksisterende jobåbninger. Direktør i Personalestyrelsen Lisbeth Lollike beklager projektets ringe succes. »Vi har stillet både viden og rådgivning til rådighed, og det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er blevet ansat flere. Vi vil gerne diskutere, hvordan vi kan yde en mere aktiv indsats«, siger hun, men påpeger, at styrelsen i forvejen gør en bred etnisk indsats, bl.a. i form af netværk for personalechefer, som kan udveksle erfaringer om nydanskere. Det beroliger ikke DM. »Jeg er ved at miste tålmodigheden. For mig ser det ud, som om et godt og positivt projekt nu lider en stille død«, konstaterer Charlotte Palludan.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























