Krig vil ryste renten

Lyt til artiklen

Truslen om en krig i Mellemøsten kan få stor betydning for danske boligejeres økonomi flere år frem i tiden. I titusindvis af danske boligejere står over for at skulle refinansiere deres flexlån til december, og i tusindvis af andre boligejere tæller i øjeblikket på knapperne, om de måske skal lægge deres flexlån om til et sikkert fastforrentet lån, mens renten er lav. Indtil videre har krigsretorikken og den generelle økonomiske afmatning betydet et fald i de lange renter, fordi investorerne er flygtet hovedkulds fra aktierne og over i de sikre obligationer. Kan hurtigt vende Men rentepilen kan hurtigt vende. »Højere oliepriser betyder typisk stigende renter. Hvis vi kigger tilbage de sidste 20-30 år, så er den lange rente steget med 0,25 til 0,75 procentpoint ved voldsomme prishop på olien. Hvor galt, det går, vil afhænge af, hvor længe olieprisen forbliver høj. I sidste instans bliver det afgjort på slagmarken«, siger chefanalytiker Johnny Bo Jacobsen, Nordea. Usikkerhed om den korte rente Når det gælder den korte rente, er erfaringerne knapt så entydige. »Her er billedet mere blandet. Den korte rente følger forventningerne til centralbankernes pengepolitik. Og her er der to hensyn, som trækker i hver sin retning. Risikoen for højere inflation som følge af højere oliepriser vil trække i retning af en højere kort rente. Omvendt vil krisen lægge en dæmper på den økonomiske vækst. Det trækker i retning af en fortsat lav kort rente«, siger Johnny Bo Jacobsen. Så sent som tirsdag aften besluttede den amerikanske centralbank at fastholde den ledende, korte rente på rekordlave 1,75 pct. To medlemmer af rentekomiteen stemte for at sænke renten yderligere. Risikovillige omlægger nu Risikovillige boligejere med flexlån kan altså spekulere i at lægge deres lån om til et fastforrentet 30-årigt lån, mens renten fortsat er historisk lav. Hvis den lange rente efterfølgende stiger på grund af krigshandlinger, vil det være muligt at skære en betragtelig del af restgælden ved at lægge lånet tilbage til et flexlån. »Det er bestemt noget, jeg kun vil anbefale til folk, der er meget risikovillige. Man skal huske på, at meget af den aktuelle usikkerhed allerede er regnet ind i oliepriserne. Også den svage økonomi i USA og flugten fra aktierne trækker i retning af fortsat lave renter. Rent faktisk har vi foreløbig set, at renten er faldet samtidig med, at olieprisen er steget«, siger seniorøkonom i Realkredit Danmark, Sune W. Mortensen. Realkredit Danmark har beregnet, at den lange rente skal stige med omkring 0,5 procentpoint inden for et år, før det bare går lige op at gå fra et flexlån til et fastforrentet lån og tilbage igen til flexlån. Hvis renten ikke stiger så meget, taber boligejeren måned for måned på arrangementet, da ydelsen på det fast forrentede lån er højere og afdraget mindre. »Renten skal altså stige med mere end 0,5 procentpoint, før der er udsigt til blot en krone i gevinst. Stiger renten meget, kan det blive en attraktiv strategi. Men jeg må understrege, at der er stor risiko i det«, siger Sune W. Mortensen. Nykredit anbefalder ikke krigsspekulationer Heller ikke Nykredit vil anbefale, at boligejerne spekulerer i krig. »Krigstruslen har allerede bragt renten ned i et niveau, hvor det kan være fornuftigt at lægge om til et fast forrentet lån. Men at spekulere i krig er alt for langt ude. Det kan man ikke basere en boligøkonomi på«, siger kommunikationschef i Nykredit, Henrik Hougaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her