Terror øger prisen på broforsikring

Lyt til artiklen

Broerne spejler sig i sund og bælts blanke vand og kan friste til terrorangreb. Det har med ét hug flerdoblet priserne på forsikring. Storebæltsbroen har allerede måttet indkassere en fordobling af forsikringspræmien og en dårligere dækning, mens Øresundsbroens forsikring først udløber til næste sommer. 'Må være instillet på flerdobling' I øjeblikket betaler Øresundskonsortiet seks millioner kroner om året for at være forsikret mod blandt andet terror, stormskader, skader på betalingsanlæg, kommunikationsudstyr, jernbanen og indtægtstab, hvis broen må lukke som følge af en skade, men en årlig præmie på seks millioner kroner vil end ikke kunne dække forsikringen mod terror i fremtiden. »Vi må være indstillet på en flerdobling af præmien. Forsikringspræmien vil fortsat være en marginal omkostning for broen, men det betyder flere omkostninger, som kun kunderne i sidste ende kan betale«, siger konsortiets chefjurist Göran Ohlson. Øresundsbroen tegnede efter en offentlig udbudsrunde en treårig skadesforsikring med forsikringsselskabet If, da broen åbnede i sommeren 2000. Forlig Terrorangrebet sidste efterår satte forsikringsbranchen i alvorlige svingninger og gjorde ikke mindst genforsikring dyrere. Genforsikring betyder, at forsikringsselskabet forsikrer sig selv. De stigende priser gjorde, at If allerede midtvejs vil ud af sin aftale med Øresundsbroen, men det endte med et forlig. Øresundsbroen skulle betale en anelse mere for forsikringen og acceptere højst at få 750 millioner kroner i erstatning, hvis broen blev offer for et terrorangreb. Broen har en bogført værdi på 23 milliarder kroner, men det værst tænkelige terrorangreb kan ikke ødelægge hele Øresundsbroen og tunnelen. De sagkyndige vurderinger lyder, at der kan forvoldes skader for omkring to milliarder kroner, hvis et terrorangreb får maksimal effekt. Sværere at få ram på en bro »Det er vanskeligere at ramme en af broens pyloner end en skyskraber. Tunnelen på den danske side er også skabt til at modstå eksplosioner og varmeudvikling ved brand, hvis nogen skulle bringe en lastbil med sprængstof til eksplosion. En eksplosion vil i øvrigt søge ud af de to åbninger i tunnelen«, siger Göran Ohlson og tilføjer: »Skandinavien regnes ikke for noget oplagt mål for terror, så vi vurderer, at vi har en god forsikringsdækning«. På trods af den ringe terrorrisiko i Danmark og Sverige, så slipper Øresundsbroen ikke for en betragtelig stigning i forsikringen, når de i løbet af foråret skal ud i licitation. Alene en forsikring, der giver en terrordækning på 750 millioner koster en årlig præmie på 7,5 millioner kroner. Det vil sige, at den fremtidige terrordækning, der blot er en del af den samlede forsikring, bliver dyrere end den øjeblikkelige totale præmie på seks millioner kroner. Storebæltsfordobling Storebæltsbroens forsikring blev genforhandlet i løbet af sommeren. Og præmien endt med at løbe op i 28 millioner kroner om året, hvilket er en fordobling, samtidig med at Sund & Bælt højst kan få en erstatning på 750 millioner kroner ved et terrorangreb. Tidligere var der ubegrænset erstatning. »Det vil koste et eksorbitant beløb, hvis vi skulle have en højere terrordækning. Vi vurderer, at risikoen for et terrorangreb er beskeden, så vi mener at have en god dækning. Genforsikringsselskaberne regner risikoen for terrorangreb på infrastrukturanlæg for høj. Og de har ikke nogen særskilt vurdering af Skandinavien«, siger kontraheringschef Torben Monrad, Sund & Bælt. Andre spektakulære terrormål har måttet acceptere højere forsikringspræmier. Bella Centeret har været til lommerne Bella Center har ifølge Berlingske Tidende måttet betale en ekstra forsikringspræmie på en million kroner i det halve år, hvor Danmark er formand for EU og Bella Center skal huse topmøde. Københavns Lufthavn må også af med mere i forsikring. I 2001 betalte lufthavnen omkring 13 millioner i forsikringspræmie, det er steget til 25 millioner kroner i år og ventes at stige yderligere omkring fem millioner kroner i næste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her