S-krav: Tjek alle oliefelter

Lyt til artiklen

Tilliden til A.P. Møllers olieaktiviteter i Nordsøen er blevet så flosset, at Socialdemokratiet nu kræver en total kulegravning af sikkerhedsforholdene på alle oliefelter i den danske del af Nordsøen. For nylig dokumenterede en rapport fra det uafhængige norske Sintef-institut alvorlige sikkerhedsmæssige problemer på Gormfeltet, der i maj 2001 blev ramt af en eksplosionsulykke. 'Skal kulegraves' Rapporten uddelte store næser til både Mærsk Olie og Gas og Energitilsynet, men står det til Socialdemokratiet er sagen langtfra slut med det. »De problemer, rapporten peger på, er af en så alvorlig karakter, at vi vil forlange, at alle Mærskfelterne i Nordsøen nu bliver kulegravet. Samtidig skal Energitilsynets tilsyn med felterne kraftigt skærpes og opprioriteres«, siger Torben Hansen (S), medlem af Folketingets Energiudvalg. Kravet om en ny og total kulegravning blev rejst over for energiminister Bendt Bendtsen (K) på et samråd om Sintefrapporten i denne uge. Bendtsen kan ikke se noget behov Energiministeren kan dog ikke umiddelbart se noget behov for en ny undersøgelse, og peger på, at han allerede har besluttet at udarbejde en samlet handlingsplan; i tæt samarbejde med både arbejdsgivere og fagforeninger. »At lave det samme stykke rapportarbejde en gang til, vil ikke være det rigtige. Alle parter har erkendt, at der er sket fejl, og arbejdet med at rette op på forholdene er nu i fuld gang. Samtidig vil tilsynet blive skærpet«, siger Bendt Bendtsen og tilføjer: »Vi har alle den samme interesse i den bedst mulige sikkerhed; tænk blot på at ulykken i 2001 og det efterfølgende produktionsstop kostede en milliard kroner«. 'Beklagelig Bendtsen' Afvisningen fra Bendt Bendtsen afskrækker ikke Torben Hansen: »Det er beklageligt, at energiministeren ikke vil skride til øjeblikkelig handling, men så må vi forsøge at tvinge ham til det. Jeg er sikker på, at et flertal uden om regeringen vil være klar til at tage de nødvendige skridt i denne sag«, siger Torben Hansen. 'Chok for os alle sammen' Den radikale Martin Lidegaard deler socialdemokraternes bekymring. »Jeg tror, det er kommet som et chok for os alle sammen, hvor alvorlig rapporten er. Jeg forventer en hurtig og resolut handlingsplan fra ministeren, men er parat til at støtte en ny undersøgelse, hvis det bliver nødvendigt«, siger Martin Lidegaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her