Danisco til tops på etik

Lyt til artiklen

Den danske fødevaregigant Danisco er kravlet til tops på det anerkendte internationale indeks over bæredygtige virksomheder. Danisco er nummer to på det netop offentliggjorte 'Dow Jones Sustainability Group Index', som vurderer 2.500 verdensomspændende virksomheders præstationer inden for bæredygtighed. På listen over fødevarevirksomheder bliver Danisco kun overgået af hollandske Unilever. Sidste år lå Danisco lige uden for en topplacering. Mindre affald, mindre forbrug af vand Danisco har bevidst arbejdet på at minimere mængderne af affald fra deres produktion på virksomhedens 60 fabrikker spredt over hele verden. Forbruget af drikkevand i produktionen er blevet reduceret og det samme gælder forbruget af energi, hvor olieprodukter bliver skiftet ud til biobrændsel. 'Afgørende parameter' Der gøres også en systematisk indsats for at skabe overblik over Daniscos råvarer og deres indhold. Det bliver afgørende i konkurrencen med andre internationale fødevarekoncerner, vurderer ledelsen. »Virksomheder, som ikke kan det, bliver ikke foretrukne leverandører i fremtiden. Tænk på, at der hver dag er hundrede millioner af mennesker, der spiser fødevarer, som indeholder produkter fra os. De skal vide, hvad der er i dem. Og det er en fordel, at vi er foran på det her område«, siger en veltilfreds koncerndirektør Alf Duch-Pedersen i mobiltelefonen fra Sverige. 'Det skader i hvert fald ikke' Filosofien bag bæredygtighed er, at virksomheder, der opfører sig miljørigtigt, etisk og socialt ansvarligt skaber større værdier for aktionærerne, end virksomheder, der drives ud fra en 'gammeldags' økonomisk rationalitet. Topplaceringen blandt ansvarlige virksomheder har altså også økonomisk betydning for Danisco. »Det er i hvert tilfælde ikke noget, der skader«, siger Alf Duch-Pedersen. 'Lokker investorerne til' Koncerndirektøren forudser, at Daniscos topplacering på indekset vil lokke nye investorer til. »Der er store amerikanske pengetanke, som slet ikke vil investere i virksomheder, medmindre virksomheden kan dokumentere, at de er bæredygtige«, siger han. Genbrug I København bestyrer underdirektør Søren Vogelsang en afdeling for bæredygtighed med ti medarbejdere, der nøje følger udviklingen på de 60 fabrikker. Han giver et eksempel på arbejdet. »Et dansk eksempel er sukkerroen, hvor vi faktisk bruger hele roen. Vi tager sukkeret ud og de fibre, der bliver tilovers, sender vi tilbage til landmanden, som foder til hans dyr. Når vi krystalliserer sukkeret ud, så bliver der en sirupsagtig brun melasse tilbage. Det bruger vi enten til gærfremstilling eller også til dyrefoder. Vi genbruger også vandet fra roerne. Der ryger faktisk ikke noget på lossepladsen«, siger Søren Vogelsang og giver et eksempel mere. »I USA har vi et projekt på en fabrik, der ligger i Midtvesten i et majsområde. De vil forsøge at brande resterne af majsplanter i et halmfyr. Ligesom vi herhjemme bruger halm til at fyre med«, siger Søren Vogelsang. Central database Alle informationer samles i en central database, som gør de muligt at gribe hurtigt ind, hvis udviklingen går skævt på en fabrik. »Vores database, hvor vi har data fra alle fabrikker, er ret unik. Fabrikkerne meddeler, hvad der er af røg, støj og møg, hvor meget spildevand har de, hvad slipper de ud i luften, hvor mange ulykker og tilløb til ulykker laver de. Vi har opgørelser over, hvad de investerer i miljøforanstaltninger«, siger Søren Vogelsang. Novozymes topper En anden dansk virksomhed, Novozymes, er for andet år i træk placeret på førstepladsen på Dow Jones Sustainability Group Index blandt internationale bioteknologiske selskaber og farmaceutiske virksomheder i Europa. I begrundelsen fra Dow Jones nævnes, at enzymerne er biologisk nedbrydelige og produceres ved hjælp af naturlige råvarer. Novozymes' enzymer kan erstatte traditionelle kemikalier i en række produkter og kan dermed reducere både ressourceforbrug og miljøbelastning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her