Havne forvandlet til fæstninger. Indhegning, overvågningskameraer og omfattende sikkerhedstjek af gods og passagerer. Et skrækbillede, som bliver til virkelighed for landets havne, når internationale regler om søfartssikkerhed bliver strammet. Det endelige udkast til stramningerne udformes i næste uge af FN's søfartsorganisation IMO. Formålet er at forhindre terrorisme på skibe og i havne. Hvis reglerne også kommer til at omfatte småhavne og småskibe, kan det have dramatiske konsekvenser. I Danmark findes nemlig mange små havne, og de er en vigtig del af byernes liv. »Hvis reglerne også skulle gælde her, ville det medføre indhegning og adskillelse af havn og by. Det ville være uhyre uheldigt, for i disse tilfælde er havnen lig med byen. Den daglige gang i byen bliver hæmmet - nærmest umulig.«, spår konsulent i Sammenslutningen af Danske Havne, Mads Odgaard. Skrappe krav De markante sikkerhedskrav indgår i et nyt kapitel i SOLAS-konventionen, som er de internationale regler om sikkerhed til søs. SOLAS- landene - og herunder Danmark - forpligter sig til at følge disse regler og dermed også det nye kapitel om antiterror. Arbejdet med de nye regler er sat i gang på kraftig opfordring fra den amerikanske regering efter terrorangrebet 11. september sidste år. Forslaget omfatter ikke kun havne, men også rederier, skibe og kontrolmyndigheder. Havne og skibe skal blandt andet udarbejde en sikkerhedsplan, som nøje beskriver havnens eller skibets sikkerhedstiltag ved større eller mindre mistanke om terror. En sikkerhedsmedarbejder skal være tilknyttet hvert skib og hver havn. Medarbejderen har ansvar for, at ubudne gæster og varer ikke kommer ind på området. En række danske myndigheder - som Søfartsstyrelsen, politiet og søværnet - skal stå for kontrollen med danske havne, skibe og farvande. Skibe skal have IMO's sikkerhedscertifikat, og også havnenes planer skal godkendes af myndighederne. Mange af de små havne er i forvejen hårdt presset på pengepungen og må i fremtiden satse mere på at tjene penge på bolig- og erhvervsbebyggelse og grønne områder for byens borgere end på egentlig havnedrift. Ifølge Mads Odgaard kan stramme terrorregler være med til at fremskynde denne proces. Den øgede kontrol er dyr. Den enkelte forbruger vil ifølge Rederiforeningen også komme til at mærke de nye regler, fordi prisen på importerede varer kan stige med mellem to og ti procent. Kun for de store Det er vigtigt, at kravene om forebyggelse af terror bliver sat i forhold til, hvor stor truslen mod den enkelte havn er, siger regelchef i Søfartsstyrelsen Christian Breinholt. Urimelige krav om kontrol med varer, passagerer og indhegning kan i værste fald være dødsstødet for de små havne, mener han. De europæiske lande arbejder derfor for, at kun havne med international trafik bliver omfattet. »Vi skal sørge for at indføre en række rutiner, som gør det svært at transportere våben eller personer, der kan medvirke til terrorangreb. Men det skal også være rimeligt. Vores opgave er at få det her løst og få det til at fungere«, siger Christian Breinholt, der er Danmarks repræsentant på det forberedende IMO-møde i London i næste uge. I landets store havne, opfattes de nye regler derimod ikke som et problem. »Vi har stort set de fysiske rammer, der skal til, så vi kan hurtigt iværksætte tiltagene. Vi er jo interesserede i, at sikkerheden er maksimal i vores havn«, siger havnekaptajn i Århus Havn Knud Erik Møller. Han bakkes op af Danmarks Rederiforening. »Vi støtter reglerne fuldt ud, så længe det kan foregå på en effektiv måde. Og det kan det, med det vi har set indtil nu«, siger underdirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen. Det er endnu uvist, hvor omfattende det nye antiterrorkapitel i SOLAS- konventionen bliver, og hvor imødekommende regelsættet vil være over for de små havne. Reglerne skal endeligt vedtages på en diplomatisk konference i IMO til december.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























