Passagererne på Sjælland svigter DSB både i regionaltog og S-tog. Og fremgangen på rejserne over Storebælt og Øresundsbroen kan ikke opveje nedgangen i pendlertrafikken øst for Storebælt. Alt i alt måtte DSB vinke farvel til to millioner passagerer i første halvår af 2002 i forhold til samme periode sidste år. Det er en udvikling, som vækker dyb bekymring i DSB's topledelse. Forklaringerne er ifølge koncernledelsen ustabil drift på Kystbanen, ombygning på Nørreport Station og mange sporarbejder på S-banenettet. »Udviklingen i passagertallene skal virkelig vendes. Og det arbejder vi på«, siger administrerende direktør Keld Sengeløv fra DSB. »Det har været godt cykelvejr, og der har været meget sporarbejde. Vi er glade for sporarbejdet, som på længere sigt skal give os et løft, men mens det står på, virker det generende på kunderne«, fortsætter han. Store prisstigninger Siden 1998 er prisen på et to-zoners HT-klippekort steget med 29 procent, mens priserne i almindelighed er steget med ni procent de sidste fire år. DSB har beklaget, at Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) lader priserne i den kollektive trafik løbe hurtigere end inflationen. »Priserne er steget meget på de korte to-tre-zoners ture, men det er ikke så kraftigt på de lange rejser mellem for eksempel København og Hillerød. Det har formentligt betydet, at vi har mistet kunder på de korte ture«, siger Keld Sengeløv. DSB vil lokke kunderne tilbage i togene gennem intensiv markedsføring og tog til tiden, men vil ikke kaste sig ud en priskrig. Overskud på 649 millioner DSB offentliggjorde torsdag et halvårsregnskab med et overskud på 649 millioner kroner. Det er 100 millioner kroner lavere end i første halvår af 2001, men den kontraktsbetaling, som DSB får fra staten, er sat ned med 250 millioner kroner. Regeringen graver i det hele taget dybt i DSB's overskud i år og de næste par år. Kontraktsbetalingen bliver reduceret med en milliard kroner fra 2002 til 2004, mens udbyttet af overskuddet sættes op i 2003 og 2004 til i alt 500 millioner kroner. Statskassen henter altså over tre år 1,5 milliarder kroner hos statsbanerne. Pendlerkort i ro Spørgsmålet er, om DSB i stedet for at præstere store overskud, skulle have holdt priserne på for eksempel pendlerkort i ro for at holde på kunderne. »Det er sjældent, at kunderne dropper os på grund af prisen. Det vil også være et dårligt signal, hvis vi gjorde toget til et lavprisprodukt. Kunderne vil gerne betale, hvis de får et godt stabilt produkt. Det vil også være lettere i fremtiden at få investeringer til jernbanen, hvis kunderne bidrager væsentligt til driften, i stedet for at det udelukkende er statspenge, der holder banen kørende«, siger Keld Sengeløv. Venter i spænding DSB har anbefalet, at de penge, der er hentet hos DSB, bliver brugt til at modernisere det nedslidte danske skinnenet. Men først til oktober ved statsbanerne, om regeringen har lyttet til ønskerne. Til den tid præsenterer Trafikministeriet sin plan for investeringer i infrastrukturen. »Vi har ikke været taget med på råd og venter derfor i spænding på planen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ønsker os en bedre infrastruktur på især Sjælland«, siger Keld Sengeløv. DSB venter et overskud på 700-750 millioner kroner for hele 2002.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























