Retsmødet var mindre end et minut gammelt, før TDC tirsdag klokken 9.31 bad landsrettens dommere om en pause. Fire og en halv time senere havde teleselskabet indgået forlig med tre TDC-ansatte, der for fem år siden fik alvorlige psykiske mén efter at have deltaget i et teambuildingkursus. Dermed blev retssagen mellem de tre kvinder og TDC i Østre Landsret overraskende undgået, netop som domsforhandlingen skulle til at begynde. Ingen af parterne ønskede at fortælle om forligets beløb. De tre havde hver krævet 250.000 kroner i erstatning af TDC, men ifølge en pressemeddelelse teleselskabet udsendte er beløbene i forliget »væsentligt« mindre. Den varme stol Sammen med 220 andre ansatte i TDC Forlag, deltog de tre kvinder tilbage i april 1997 i et kursus arrangeret af kursusvirksomheden PMI. På kurserne blev deltagerne enkeltvis placeret i en 'varm stol'. Foran deres kolleger skulle de fortælle om deres sexliv og andre private forhold. Men hvad der skulle have gjort de tre medarbejderne til bedre kolleger endte i stedet med psykologisk behandling for fire af deltagerne, én forsøgte at begå selvmord og én blev indlagt med en psykose. De skarpt kritiserede programmer blev stoppet i juni 1997, da en DR-udsendelse viste optagelser fra kurset. Lykkelig overrasket Hos Telekommunikationsforbundet, der har kørt sagen for de tre ansatte, er afdelingschef Carsten Nielsen overrasket, men »lykkelig« over den pludselige drejning. »Vi er overordentlig tilfredse med sagens udgang. Det forlig skulle være indgået for lang tid siden, og det har TDC endelig erkendt. Egentlig overrasker det mig, at forliget kommer nu, hvor sagen er nået så langt«, siger Carsten Nielsen med henvisning til, at TDC hidtil har afvist alle mæglingsforsøg. TDC forsøgte ganske vist i 1998 at lægge låg på sagen ved at tilbyde de forulempede 5.000 kroner hver for tort og smerte, men de tre kvinder takkede nej, fordi de ikke mente, at TDC kunne løbe fra deres ansvar uden at hoste op med et større beløb. Slipper for retssagen Ud over at medarbejderne nu får et ukendt beløb i hånden, er Carsten Nielsen også taknemmelig for, at de tre kvinder slipper for, at hele sagsforløbet skal rulles op i landsretten. »Nu kan de tre TDC-ansatte langt om længe lægge sagen bag sig. Sagen har været en stor belastning for dem alle, siden det hele begyndte for fem år siden«, siger Carsten Nielsen. TDC: Ked af overlast Også administrerende direktør for TDC Forlag er tilfreds. »Jeg er meget glad for, at vi fandt en løsning. Jeg er ked af, at mine medarbejdere har lidt overlast på et kursus, og jeg er ked af, at det skulle ende i en retssag. Nu glæder jeg mig over, at vi har fundet en løsning, som både medarbejderne og TDC er tilfredse med«, siger Keld Holland. TDC har også indgået et forlig med kursusvirksomheden PMI. Teleselskabet har hidtil nægtet at betale den fulde pris på 15 millioner kroner, som kurset kostede, fordi det blev stoppet i utide. Ifølge Keld Holland kan TDC »leve med« den aftale parterne har indgået. »Forliget med PMI er indgået af hensyn til medarbejderne. Skulle vi i retten med dét spørgsmål, ville medarbejderne være blevet inddraget, hvilket jeg ville være meget ked af«, siger Keld Holland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























