Næsten 700.000 kroner oven i den almindelige løn. Det var virkeligheden for en enkelt medarbejder i Statens Luftfartsvæsen (SLV) sidste år. Medarbejderen, der fik 689.832 kroner i honorar for censorarbejde og kontrollantvirksomhed ved siden af sin normale løn i 2001, er blot en af en stribe nuværende og tidligere medarbejdere i Luftfartsvæsenet, som er blevet forgyldt med betragtelige honorarer ved siden af lønnen. Minister: Overarbejde i urimeligt omfang »Jeg har det skidt med, at en medarbejder kan få så meget ved siden af sin almindelige løn«, siger trafikminister Flemming Hansen (K). »Overarbejde i den størrelsesorden er urimeligt. Det er jo også derfor, at der er blevet grebet ind. Man må gå ud fra, at udbetalinger fra overarbejde overstiger lønnen«, uddyber ministeren. Den ulovlige praksis blev stoppet i februar i år, men den tvivlsomme fremgangsmåde har stået på siden 1996 - måske endnu længere tilbage. Mere end 18 millioner kroner i honorarer I løbet af de seneste seks år har SLV udbetalt mere end 18 millioner kroner i honorarer til egne medarbejdere og eksterne konsulenter, fremgår det af en redegørelse, som SLV har afleveret til trafikministeren. Det er i orden at udbetale honorarer, men det er i strid med reglerne, at de rundhåndede honorarer er blevet udbetalt uden at være forelagt Finansministeriet. SLV er en statslig institution under Trafikministeriet, der blandt andet skal udstede flycertifikater til piloter. På dyr overtid I den forbindelse afholder medarbejderne teoretiske og praktiske eksaminer, hvor de fungerer som censorer og kontrollanter. I midten af 1990'erne fik de ansatte inspektører problemer med at nå prøverne inden for den normale arbejdstid, så derfor blev to medarbejdere honoreret for at gennemføre de praktiske prøver uden for normal arbejdstid. Og senere kom flere medarbejdere med i ordningen. I foråret var fire medarbejdere beskæftiget med prøver uden for arbejdstiden. De eksterne konsulenter har også fået honorarer i strid med reglerne. Honorar afspejler ikke arbejdsindsats De har siden 1988 automatisk fået 75 procent af det gebyr, der bliver betalt for den praktiske flyveprøve. Denne automatiske sammenhæng er ikke efter bogen, fordi honorarets størrelse ikke afspejler den arbejdsindsats, som er ydet ved prøven. Der bliver ikke tale om at kræve honorarer betalt tilbage fra hverken SLV-medarbejdere eller konsulenter, selvom de rundhåndede udbetalinger af honorarer har stået på i årevis. I september 2001 bliver Trafikministeriet opmærksom på den tvivlsomme honorarpraksis og skriver til SLV, at deres praksis ikke er i orden. Meget mærkeligt Der skal imidlertid gå et halvt år, før der bliver sat en stopper for pengestrømmen til medarbejderne og de eksterne konsulenter. »Det er meget mærkeligt, at det har kunnet stå på i så mange år,« siger trafikministeren. I slipstrømmen på honorarskandalen kvitter den 65-årige direktør Ole Asmussen sit job. En ny direktør skal altså rense ud i Statens Luftfartsvæsen, men sagen er også en huskekage for andre chefer i det offentlige, advarer ministeren. Vink med vognstang »På ledermøder vil vi fremover orientere om denne her sag. Og så må de tage det som et vink med en vognstang«, siger Flemming Hansen og fortsætter: »Hver gang der er nogle sager som denne her, er det ikke kun den pågældende institution, der lærer af sagen. Alle ledere i den offentlige sektor lærer, at sådan noget ikke er acceptabelt. En ny direktør vil vide, at sådan en praksis ikke går. Og det er næsten det bedste. Det kan være sværere, hvis direktøren fortsætter og skal rette op«, siger Flemming Hansen. Trafikministeren understreger, at Ole Asmussen ikke er blevet fyret, men går frivilligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























