De sidder på 70 procent af den personlige formue i Danmark. De står for mere end 40 procent af det danske forbrug. De er en gruppe i vækst. Og de er over 50 år. De ældre er en glitrende guldgrube at få fingre i, men hidtil har dansk erhvervsliv været slemme til at overse de modne forbrugere. Ældre Sagen mener, at det er diskriminerende, og har derfor indledt et samarbejde med danske virksomheder. Det skal flytte fokus fra de unge forbrugere til de ældre. »De ældre forbrugere skifter varer og mærker på samme måde som de unge. De skal behandles som individer med forskellige behov og ikke bare betragtes som en grå masse«, siger Bjarne Hastrup, administrerende direktør for Ældre Sagen. To virksomheder er med Formålet er at få virksomhederne til at udvikle produkter, ydelser og markedsføring specielt møntet på de modne danskere. Også seniorpolitik, rådgivning og uddannelse er en del af ældreaftalen. Indtil videre er to virksomheder med i projektet. Prisen for at være med er på 500.000 kroner, der skal dække omkostninger til oprettelse af et nyt sekretariat i Ældre Sagen. Samtidig skal virksomhederne dække markedsføringsudgifter i forbindelse med projekterne. Endelig forpligter virksomhederne sig til at bidrage til finansieringen af Ældre Sagens sociale aktiviteter og til at betale et bidrag, som relaterer sig til samarbejdets målbare succes for virksomheden. Til gengæld får virksomheden eneret på Ældre Sagens blå stempel. Codan Forsikring er en af virksomhederne, som er sprunget ud i samarbejdet. »Vi har været glade for at arbejde sammen med Ældre Sagen i tidligere sammenhænge, og derfor ser vi frem til at intensivere dette samarbejde«, siger Codan Forsikrings direktør, Poul Mortensen. Forsikring til ældre Codan Forsikrings deltagelse kommer Ældre Sagens medlemmer til gode i form af bil- og indboforsikringer specielt til ældre samt undervisning i førstehjælpskurser. Der er sammensat en gruppe til at udvikle produkter for kunder over 50 år, og seniorkonsulenter skal rådgive de ældre kunder om forsikringsbehov. Derudover er Codan Forsikring sponsor for Ældre Sagens verdenskongres i 2006. Gode priser et nøgleord Lån & Spar er den anden virksomhed, der forsøger at bringe den ældre forbruger i erhvervslivets søgelys. »Gode priser og gode vilkår er nøgleord for os. Der er også et socialt sigte med Lån & Spar. Og vore aktionærer efterlyser fokus på ældregruppen. Derfor er vi med i samarbejdet«, siger Peter Schou, direktør i Lån & Spar, som i forbindelse med aftalen har oprettet internetbanken Medlemsbanken, en bank for medlemmer af Ældre Sagen. Derudover tilbyder banken rabat på nedsparing og handel med udvalgte værdipapirer, økonomikurser for kvinder samt rådgivning for svagere ældre. Også Lån & Spar har sat gang i udvikling af koncepter og serviceydelser til de grå forbrugere. I løbet af efteråret skulle en halv snes virksomheder fra andre brancher gerne slutte sig til den eksklusive ældreklub. Det gælder områder som sundhed, bolig, familie og netværk, aktivt liv, arbejde, pleje og omsorg. De implicerede virksomheder udvikler ældrekoncepterne i samarbejde med Ældre Sagen. Aftalerne strækker sig over et par år og kan forhandles efter et år. Forbrugerrådet skeptisk Direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl, ser på Ældre Sagens initiativ med en vis skepsis. Han hilser det generelt velkomment, hvis samarbejdet kan være med til at definere nogle behov i forhold til erhvervslivet. »Men man skal passe på, at aftalerne ikke bliver skruet sådan sammen, at konkurrencen bliver sat ud af kraft. Når der desuden er penge mellem Ældre Sagen og den enkelte virksomhed, skal man være opmærksom på, at der hurtigt kan blive tale om en interessekonflikt. Derfor er det vigtigt, at det står helt klart for Ældre Sagens medlemmer, at aftalerne er indgået med virksomheder med en økonomisk interesse. Ikke mindst når det gælder rådgivning«, siger Rasmus Kjeldahl. Han vil ikke afvise, at Forbrugerrådet på vil gå ind og se aftalerne efter i sømmen. »Måske er der andre tilbud på markedet, som er bedre«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























