Mens aktieejere verden over mister formuer på grund af de store aktiekursfald, kan mange boligejere smile hele vejen ned til banken. Deres boligformuer er gået stik modsat og vokset markant som følge af store stigninger i huspriserne de seneste år. Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at huspriserne skal lide samme skæbne som aktiekurserne. I Storbritannien og USA stiger boligpriserne kraftigt, og i Danmark og Holland er boligmarkedet også solidt. Hos vores tyske naboer er billedet meget grumset. Priserne galopperer af sted i de store byer, mens der er stagnation ude på landet og de nye Länder i øst. Mest markant er udviklingen i Storbritannien, hvor huspriserne svingede sig op til en helt forrygende fremgang på ca. 20 procent årligt i juli. Det britiske ejendomsmarked har ikke været stærkere i to et halvt år, og heller ikke den omstændighed, at aktieformuerne på børsen i London er raslet ned med 20 procent i år gør indtryk. Finansiering i fokus »Huspriserne i Storbritannien styres meget af, hvor gode mulighederne er for at finansiere huskøbet. Og man må sige, at den lave rente i øjeblikket gør det meget billigt at finansiere et huskøb - det er hoveddrivkraften i prisstigningerne«, siger økonom Fergus Hick fra det specialiserede økonomiske analyseinstitut, The Royal Institution of Chartered Surveyors (RICS). Et af de store finansieringsinstitutter - Nationwide - lokker f.eks. med en lånerente på helt ned til 4,09 procent i øjeblikket. I andre lande ser man også, at boligmarkedet holder stand under aktienedturen. Det gælder f.eks. USA, Holland og Danmark. Og Ifølge projektleder Niels Bøttger-Rasmussen fra Institut for Fremtidsforskning tyder alt på, at boligmarkederne kan holde sig oppe. »Der skal et meget kraftigt økonomisk chok til, hvis der for alvor skal ske ulykker på boligmarkeder. Så længe arbejdsløsheden er forholdsvis lav, er der også vækst i familiernes indkomster. Det holder, sammen med den lave rente, hånden under boligmarkedet«, siger Niels Bøttger-Rasmussen. Han peger også på, at nybyggeriet af boliger i mange lande har været utilstrækkeligt til at klare boligefterspørgslen, og det har drevet priserne op. Det gælder især i Storbritannien, hvor der har været en stor tilflytning af et købedygtige familier til Sydengland og London. I Tyskland er boligmarkedet blevet stærkt polariseret - i de nye Länder i øst er der f.eks. prisfald på gennemsnitlig 5,6 procent på enfamiliehuse, mens priserne i store byer som München og Frankfurt i øjeblikket stiger med lige knap seks procent årligt. Hus med garage I München koster et parcelhus (med garage) på 125 kvadratmeter nu 3,8 mio. kr. i gennemsnit, mens den samme herlighed kan erhverves for ca. 1,2 mio. kr. i Berlins østlige kvarterer. På landsplan er fremgangen i flere storbyer ikke nok til at kompensere faldet i øst og på landet., så de tyske huspriser falder i øjeblikket med 0,7 procent om året. Men det er ikke aktieuroen, der får skylden, det er derimod den svage tyske hjemlige økonomi. I Danmark er aktieuroen også gået hen over hovedet på boligmarkedet, og det tilskriver cheføkonom Karsten Beltoft fra Realkredit Danmark først og fremmest en god beskæftigelsessituation og en lav rente. Han vurderer, at aktieuroen alligevel lejrer sig i baghovedet, når folk i disse uger er på boligmarkedet. »Det giver en lille ekstra usikkerhed, så vi forventer uændrede priser, med en lille pil nedad. Også fordi vi har en forventning om, at renten så småt stiger igen efter nytår«, siger Karsten Beltoft. I Storbritannien har de stærkt stigende huspriser trukket overskrifter som »Husprisboble« og nogle frygter, der venter et kollaps i huspriserne på linje med boligkollapset i 1989. Fergus Hick mener dog bekymringerne er overdrevet. »Det skal et meget stort chok til at sende huspriserne ned. Det tror vi slet ikke på, fordi arbejdsløsheden er lav og renten er lav. Men priserne kan ikke fortsætte med at stige 20 procent om året«, siger Fergus Hick. Han venter en fremgang i de britiske huspriser på 7 procent til næste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























