BG kunder i oprør over betalingstilmelding

Lyt til artiklen

Om det er den seneste uges lumre sommerhede, der har spillet BG Banks edb-tastatører et puds, vides ikke. Men at en fejl af mærkbare dimensioner blev begået, kan både 14.000 forundrede BG-kunder samt en bankdirektør skrive under på. »Da vi netop har lavet en sammenkørsel af vores edb-systemer, er der desværre sket en fejl. Den er rettet nu, og de involverede kunder modtager de nærmeste dage et brev, hvori sagen bliver forklaret«, siger direktør Søren Kaare-Andersen i BG Bank, en division under Danske Bank. Automatisk tilmelding Sagen om, at 14.000 kunder i starten af ugen åbnede et brev fra BG Bank Giro, hvori de uden deres egen vidende eller samtykke var blevet tilmeldt betalingsservice, lugtede ellers umiddelbart grimt. En bank må ikke bare tilmelde en kunde til betalingsservice uden kundens samtykke - og den må heller ikke videregive den form for personlige og økonomiske oplysninger på egen hånd. »Det er slet ikke det, der er problemet her. Vi ved godt, at vi ikke bare kan bestemme, at folk skal betale deres regninger og giroindbetalinger automatisk. Det er ganske enkelt en fejl«, siger Søren Kaare-Andersen. Rasende kunder Den forklaring er flere af de involverede BG-kunder meget glade for. De fik sig lidt af et chok, da de fik en opgørelse fra BG Bank om, at flere af deres regninger for fremtiden bliver betalt over betalingsservice. En kvinde på Østerbro kunne for eksempel læse, at hendes husleje - samt pengeoverførsler til hendes mands Acceptkonto - for fremtiden ville blive betalt via betalingsservice. Og læge Finn Kamper Jørgensen i Hellerup kunne undrende konstatere, at flere af hans forsikrings- og benzinkortindbetalinger i fremtiden ville ske automatisk. »Jeg blev mildest talt rasende, da jeg modtog opgørelsen. Jeg har aldrig ønsket at bruge betalingsservice, fordi jeg har det bedst med at samle alle mine regninger en gang om måneden og betale dem via en postgirokonto«, siger Finn Kamper Jørgensen. Et lille lys i mørket Selv om edb-fejlen nu er rettet, og kunderne uden besvær kan få slettet de fejlagtige automatiske betalinger, så trækker BG-direktøren alligevel devisen frem om, at »intet er så skidt, at det ikke er godt for noget«. »Flere kunder har på grund af fejlen fået øjnene op for, at betalingsservice er meget nemt og praktisk. De vidste ikke, at der var den mulighed«, siger Søren Kaare-Andersen. Man kunne så spørge, om »fejlen« er et maskeret markedsføringstræk for at få kunderne til at vælge betalingsservice? »Nej, det er det ikke. Slet ikke«, siger Søren Kaare-Andersen. Det er dog lidt underfundigt, at ingen BG-ansatte undrede sig over, at der blev udskrevet 14.000 nye opgørelser på blot få dage? »Da det er sket op til weekenden, har ingen opdaget fejlen, før kunder begyndte at ringe ind i mandags«, siger Søren Kaare-Andersen og tilføjer, at omkring 1.000 kunder har henvendt sig i kølvandet af fjumrefejlen. Nødvendigt samtykke Ifølge afdelingschef i Finansrådet, Tina Füssel, skal en kunde give banken sit udtrykkelige samtykke til at få sine regninger betalt via betalingsservice.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her