Hvis man går rundt med en forestilling om, at det korn, der i disse uger får kappet sine langstilkede kroppe over af mejetærskernes prustende gab, ender som brød på de danske morgenborde, er det på tide at give den landlige senromantik en moderne gang lak. Myten om, at det vajende korn går den direkte vej fra mark til morgenbord, er for længst sat på vågeblus i globaliseringens, frihandlens og effektiviseringens navn. I dag er den direkte vej nærmere fra mark til grisemund. Totredjedel svinefoder Langt over to tredjedele af det korn, der høstes på de danske marker, kastes for svinene som foder. Når det derimod handler om at dyrke hvede og rug til menneskeligt franskbrød og rugbrød, er tyskerne, franskmændene og italienerne landmænd for det. 50 pct. dansk For blot 20 år siden var dansk brød overvejende lavet af nationalt brødkorn, mens det i dag kun udgør halvdelen. Resten af det korn, der efter maling hos møllerierne, ender som blødt brød, importeres primært fra Tyskland. Grunden er, at dansk brødkorn ikke kan stå distancen, når talen falder på kvalitet egnet til at mætte menneskelige munde. Mangler gluten »Dansk korn mangler proteinet gluten. Når Danmark ikke er selvforsynende, er det både sort- og klimabetinget. Vi køber en del korn fra udlandet for at få en bageegnet kvalitet, som de store brødfabrikker kan bruge. Ud over som basis i brødblandinger er dansk hvede kun godt til lakrids«, siger Robert Bimesbøl, der er indkøbschef hos Valsemøllen i Esbjerg. Den bedste hvedesort til brød er vårhvede, og den har svære kår i et koldt og vådt klima som det danske. Vinterhvede derimod er som skabt til foder - og det danske vejr - hvorfor det danske landbrug siden 1980'erne i stigende grad har slået sig på at dyrke det med henblik på at bruge og sælge det som husdyrfoder. Femdoblet areal til foderhvede På bare 20 år har landmændene femdoblet det areal, hvor de dyrker foderhvede. »Med globaliseringen og den skærpede konkurrence er specialisering vigtigt. Derfor har landbruget specialiseret sig i at producere foderkorn frem for brødkorn, som andre lande på grund af varmere vejr og bedre gødningsmuligheder kan lave bedre«, siger økonomisk konsulent i Landbrugsraadet Karl Christian Møller. Mindre betydning Den romantiske tanke om, at vi som et traditionelt landbrugsland er selvforsynende med korn, er altså gået fløjten. Det samme er kornproduktionens betydning set i forhold til nationaløkonomien. Sidste års produktion på cirka 9,4 millioner kilo korn udgjorde kun 0,7 procent af bruttonationalproduktet, hvilket er tre gange mindre end for 20 år siden. Og det til trods for, at vi i dag producerer mere korn. Halveret værdi I følge Statens Fødevareøkonomiske Institut skyldes kornproduktionens dalende betydning for økonomien blandt andet, at danske landmænd kun får halvt så meget for deres korn som for 20 år siden, fordi de i dag konkurrerer på verdensmarkedspriser. Derudover er det en generel tendens, at landbruget mister sin betydning, i takt med at et land oplever økonomisk vækst. Efterspørger andre goder Når vi bliver rigere, efterspørger vi andre goder end de basale - og vi har råd til at købe det ude fra frem for at producere alting selv. »I gamle dage var Danmark et landbrugsland, hvor vi producerede til eget bord og egen stald. Sådan er det ikke mere, men vi har stadig en vigtig kornproduktion, som sikrer, at blandt andre vores husdyr får noget godt foder. Det er en fordel for vores svineproduktion. Vi er i dag verdens største svineeksportør, så på den måde hænger det sammen«, siger Karl Christian Møller fra Landbrugsraadet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























