Kursister kræver erstatning

Lyt til artiklen

Tre TDC-ansatte, der fik alvorlige psykiske mén efter at have deltaget i et teambuildingkursus, håber på, at Østre Landsrets dommere om kort tid vil give dem den oprejsning, de har ventet på i fem år. Erstatningssagen, som de tre ansatte har anlagt mod TDC (det tidligere Tele Danmark) samt mod kursusvirksomheden PMI, begynder 12.august. De har krævet en kvart million kroner hver i erstatning. »Pengene er ligegyldige. For mig handler det om, at Tele Danmark skal give mig en undskyldning. Det er deres skyld, at jeg i dag er et andet menneske«, siger den 52-årige Bodil Kiel, der siden hun deltog i kurset i april 1997, har kæmpet med de psykiske mén, hun pådrog sig. Hun fik for to år siden sammen med to andre deltagere Arbejdsskadestyrelsens ord på, at de psykiske overgreb har gjort hende 15 procent arbejdsskadet. DR-udsendelse stoppede kurser Det skarpt kritiserede kursus blev stoppet i juni 1997 efter en DR-udsendelse, der viste optagelser fra kurset, hvor medarbejderne enkeltvis blev placeret i 'den varme stol'. Foran deres kolleger blev de udspurgt om deres sexliv og andre intime forhold. Kursets formål var at gøre medarbejderne til bedre kolleger, men for fire af deltagerne betød oplevelsen i stedet, at de efterfølgende behøvede psykologisk behandling, én blev indlagt med en psykose og én forsøgte at begå selvmord. »Det er en forfærdelig sag, og det er helt uacceptabelt, at de ansatte blev udsat for et kursus, der benyttede sig af gestaltterapeutiske metoder, som de såkaldte terapeuter ikke var uddannet til at bruge. Men i første instans er det Tele Danmark, der bærer ansvaret. De bestilte kurset, og de vidste, hvad de købte. Medarbejderne blev tvunget på et kursus, hvor de skulle sidde og blotte deres inderste. Ud over at flere ansatte led psykisk skade, har de været udsat for æreskrænkelse«, siger Carsten Nielsen, der er leder af Telekommunikationsforbundets afd. 12, der kører sagen for de tre ansatte. Lagde låg på sagen TDC forsøgte i 1998 at lægge låg på sagen ved at tilbyde de forulempede 5.000 kroner hver for tort og smerte, men tre takkede nej. De følte ikke, at Tele Danmark kunne købe sig fra ansvaret med blot en lille klat penge. Og direktøren i Tele Danmark Forlag, der bestilte kurset i 1997, beklager da også i dag den »ulykkelige sag«. »Jeg har det meget skidt over det, og jeg synes, det er et nederlag som chef, at det gik så galt. Jeg har i hvert fald lært at være forsigtig og vil ikke lave teambuildingkurser igen. Det har været en alt for bitter og smertefuld erfaring - både for mig og de øvrige medarbejdere«, siger Keld Holland. Afviser erstatning Trods beklagelsen er hverken Tele Danmark eller managementfirmaet PMI umiddelbart parate til at betale prisen for at have vendt tre menneskers liv på vrangen. Erstatningssagen, der skydes i gang om 14 dage, kan udvikle sig til et trekantsdrama. Tele Danmark vil nemlig ikke betale den fulde pris på de 15 millioner kroner, som kurset kostede, fordi det blev stoppet i utide. Det vil PMI ikke acceptere og vil ifølge sit retslige svarskrift køre hårdt på, at Tele Danmark fuldt ud var vidende om, hvilken vare teleselskabet købte. Det var ikke muligt at træffe PMI's direktør, John Ewans Porting, for en kommentar. Efter PMI's hjemmeside at dømme, tilbyder firmaet stadig teambuilding kurser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her