Nu beskyldes AOL for fusk med regnskaberne

Lyt til artiklen

Verdens største mediekoncern, AOL Time Warner, er ved at blive viklet ind i de afsløringer af regnskabsfusk og grådighed, som indtil videre har ført til, at energigiganten Enron er gået fallit med et tab på 75 mia. kroner, og som har fået teleselskabet WorldCom, til at erkendt regnskabsfusk for 30 mia. kroner. AOL Time Warner, som for halvandet år siden blev til mediemastodonten over alle, da det amerikanske internetfirma American Online opkøbte underholdningsgiganten Time Warner, har længe givet anledning til panderynker på aktiemarkedet. Det skyldes blandt andet koncernens uigennemsigtige regnskaber, som har skabt en mistanke om, at AOL har fået hjælp af taljonglører til at få de rette summer til at stå på de rigtige papirer. Aktier faldet med 67 procent I april præsenterede koncernen et historisk underskud for første kvartal på 540 mia. kroner, som dog først og fremmest blev forklaret med afskrivning af virksomhedens goodwill og nye regnskabsprincipper. Bare i år er AOL Time Warner-aktien faldet med 67 procent, først og fremmest på grund af American Onlines manglende succes, og det har givet anledning til spekulationer om, at fusionsselskabet skal til at brydes op igen. Nu hævder den amerikanske avis Washington Post samtidig, at AOL har fusket med regnskaberne ved at sminke kraftigt på sine annonceindtægter. Avisen har gennemgået flere hundrede fortrolige regnskabsdokumenter og interviewet både nuværende og tidligere chefer i virksomheden. Og ifølge Washington Post viser dokumenterne, at AOL har bogført annonceindtægter, som internetvirksomheden slet ikke har haft. 'Usædvanlige transaktioner' Washington Post hævder, at AOL udførte flere usædvanlige transaktioner umiddelbart før og efter fusionen med Time Warner, som avisen finder mistænkelige. AOL har prompte afvist alle anklager, som virksomheden mener er usande og uretfærdige. Washington Post mener blandt andet at kunne dokumentere, at AOL under falske forudsætninger har øget sine annonceindtægter med omkring to mia. kroner ved at flytte rundt på indtægter fra et firma til et andet og sælge annoncer på vegne af netauktionshuset eBay og alligevel bogføre selve annonceindtægterne som AOL's egne. De forunderlige transaktioner skal være sket umiddelbart før og efter AOL's overtagelse af Time Warner. Ifølge avisen har de dubiøse handlinger været med til at skrue AOL's børsværdi kunstigt i vejret på et kritisk tidspunkt. Større magt til Time Warner-cheferne Uafhængigt af de seneste beskyldninger har AOL Time Warner sat gang i dette års anden ledelsesrokade, som vil give større magt til Time Warner-cheferne. Film- og medievirksomheden, der blandt andet står bag Time Magazine, CNN, Madonna og film som 'Ringenes Herre', har nemlig vist sig at være en betydeligt bedre forretning end sin køber AOL.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her