Simsalabim! Svedlugt forsvind!

Lyt til artiklen

Forestil dig en T-shirt som selv ikke utallige sveddryppende løbeture eller snesevis af besøg i en frituredunstende grillbar kan få bugt med. En T-shirt, hvorpå alverdens absolut mest afskyelige lugte bare preller af igen og igen og igen. Nu tyder noget på, at et liv i evig lugtfrihed kan blive allemandseje. Det tyske tøjfirma Silvertex i Neuenhagen nær Berlin har nemlig netop lanceret et tekstil, som ud over bomuld indeholder fem procent sølv. Ædelmetallet har ingen æstetisk effekt, men takket være sølvets kemisk og organisk opløsende effekt får bakterier og andet utøj ikke så meget som et mikroskopisk ben til jorden. Lugten har ikke en chance Dermed har lugte heller ingen chance for at bide sig fast. »Selv efter at jeg havde spillet badminton og cyklet i flere timer, forblev T-shirten lugtfri - uden at den blev vasket«, fortæller tekstilets opfinder og chef i Silvertex, Detlef Militz, til Berliner Zeitung. Formålet med sølvtekstilet var egentlig slet ikke at gøre kål på diverse uønskede odører. Militz ville opfinde et tekstil, der kunne beskytte pacemakerbærere mod elektromagnetiske stråler fra blandt andet butikkernes tyverialarmer og lufthavnenes metaldetektorer. Cigaretrøg bider heller ikke Men efter en løbetur iført en T-shirt gjort af det pureste sølv - og bomuld - fandt han imidlertid ud af, at tekstilet også beskyttede mod svedlugt. Efterfølgende har tekstilet været testet i laboratorium, og heller ikke cigaretrøg eller mados lader til at være en hindring for lugtdræberen. Silvertex fremstiller både dametøj, sweatshirts, T-shirts og undertøj i det nye materiale, men indtil videre kan man kun finde tøjet på tyske og italienske tøjhylder. Her kan man til gengæld blive lugtfri for sølle 30 euro - omkring 220 kroner - og så har man oveni købet erhvervet sig en T-shirt, der beskytter mod elektromagnetiske stråler. Med tiden vil Silvertex udvide produktionen til også at omfatte senge- og hospitalstøj samt strømper og hjemmesko. Selvom det ikke er ildelugt, der tvinger tøjet til vask, tåler det maskinvask op til 60 grader. Et sjovt påfund Detlef Militz har søgt om patent på sin opfindelse, men det lader nu ikke til at bekymre den danske tekstilverden, at den ikke umiddelbart har adgang til den magiske lugtdræber. »Min umiddelbare holdning er, at det da lyder som en sjov idé - og så tror jeg i virkeligheden, at det stopper dér«, småklukker direktør for Dansk Textil Union, Jens Birkerod. »Uanset om tøjet lugter eller ej, vil man nok som forbruger forholde sig til, hvor længe man har haft det på, og så ryger det altså i vaskemaskinen«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her