Studerende trodser it-krisen

Lyt til artiklen

Konkurser og flere hundredtusinder fyringer over hele kloden de sidste to år. It-branchen vånder sig stadig under krisens åg. Men nedturen afskrækker ikke de studerende. I år søger flere unge ind på universiteternes lange it-uddannelser end sidste år. Politiken har indhentet de foreløbige ansøgertal fra landets fem universiteter, og de viser en klar stigning i antallet af unge, der som førsteprioritet søger ind på videregående it-uddannelser. Formanden for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne Severinsen (V), er glad for de unges valg. Har brug for kompetencer »Jeg tror, at de unge ved, at en lang række virksomheder også uden for it-industrien har brug for de kompetencer«, siger Hanne Severinsen. Alle dele af erhvervslivet efterspørger it-eksperter eller andre højtuddannede som f.eks. matematikere, der både finder job i bankverdenen, som gymnasielærere eller inden for den højteknologiske industri. Heller ikke IT-højskolen i København kan mærke it-krisen. IT-højskolen melder om et rekordstort antal ansøgninger i år 2002. Både antallet af ansøgere og studerende, der bliver sluppet ind på skolen, er højere end nogensinde før i skolens levetid. Efteråret 2002 blev 424 studerende optaget mod de kun 295, der kom ind i foråret 2002. Intet at frygte Både arbejdsgivere og fagforeningere nikker genkendende til tendensen. Søren Skibstrup Eriksen - formand for Ansatte Ingeniørers Råd under Ingeniørforeningen Danmark - mener ikke, at de unge skal frygte arbejdsløshed, når de har gennemført deres uddannelse. »It-sektoren har det ikke godt, men det betyder ikke arbejdsløshed for højtuddannede it-folk, hvis de bliver fyret. De går bare et andet sted hen«, siger Søren Skibstrup Eriksen. »Virksomhederne skærer ikke ned på forskning og udvikling, hvor de højtuddannede arbejder«, siger Tom Togsverd, direktør i ITEK, Dansk Industris brancheforening for tele- og it-virksomheder. Han mener derimod, at de korte it-uddannelser er taberne i it-krisen, fordi kriseramte virksomheder typisk skiller sig af med de kortuddannede medarbejdere først, mens de mangler ansatte med lange uddannelser. Fra tre til otte procent Arbejdsløshedstallene for it-medarbejdere med de korte uddannelser peger i samme retning. Henrik Kroos, formand for it-foreningen Prosa, peger på, at arbejdsløsheden i dag er over otte procent, hvor den for et par år siden var nede på en to-tre procent. »Den der it-guldkrukke for enden af regnbuen er ikke så tydelig, som den var for et par år siden, hvor de unge drømte om at kunne tjene tredive tusinde om måneden efter en kort uddannelse«, siger Henrik Kroos. Kun Aalborg Universitet har som det eneste blandt universiteterne oplevet et fald i antallet af ansøgninger. En af årsagerne kan være, at også teleindustrien i Nordjylland er ramt af en migrænetung økonomisk depression. Først torsdag formiddag offentliggør undervisningsminister Ulla Tørnæs antallet af ansøgninger til de videregående uddannelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her