Ansatte i Banestyrelsen forgyldte sig selv

Trafikminister Flemming Hansen lover at følge sagen tæt. - Niels Hougaard
Trafikminister Flemming Hansen lover at følge sagen tæt. - Niels Hougaard
Lyt til artiklen

Op mod 900 medarbejdere i Banestyrelsen er under mistanke for at have deltaget i skattesvindel for millioner af kroner. Snyderiet - der første gang kom i offentlighedens søgelys i foråret - skal i flere år være foregået ved, at ansatte i Banestyrelsens rejsemedarbejdere har fået skattefrie rejsepenge og diæter i stedet for at få udbetalt skattepligtig overarbejdsbetaling. Medarbejderne, der blandt andet står for vedligeholdelsen af baneanlægget, har angiveligt også fået udbetalt rejsepenge for deres almindelige transport til og fra arbejde. Klare overtrædelser »I en række tilfælde har der ikke været tvivl om, at der er sket en meget klar overtrædelse af reglerne. I øjeblikket samarbejder vi med skattemyndighederne for at få overblik, og vi kan ikke konkludere på problemernes omfang eller på hvor mange, der skal drages til ansvar, før vi er færdige«, siger Banestyrelsens direktør Jens Andersen, der mener, at undersøgelsen kan tage »adskillige måneder«. Allerede nu tager han dog »skarp afstand« fra forlydender om, at der skulle være svindlet for 48 millioner kroner. Ifølge B.T., der skrev om sagen i går, skulle hver medarbejder have høstet en personlig fordel på gennemsnitlig 50.000 kroner. »De 48 millioner kroner omfatter hele det beløb, vi i de seneste to år har udbetalt i rejsegodtgørelse. Så at nævne de 48 millioner er det samme som at sige, at alle har snydt, og det er helt ude af proportioner«, siger Jens Andersen. Diæter på fridage Ulovlighederne har angiveligt været en kendt sag blandt flere mellemledere, uden at de har grebet ind. I det seneste nummer af personalebladet Baneavisen, beskriver Banestyrelsens ressourcedirektør, Anne Jøker, hvordan svindlen er foregået. »En gruppe medarbejdere i Banestyrelsen har fået udbetalt diæter for langvarige tjenesterejser, skønt de slet ikke var på arbejde. Hvis de medarbejdere skulle have arbejdet i så lange perioder, ville det være imod arbejdsmiljølovgivningen og ikke foreneligt med et almindeligt familieliv«, skriver Anne Jøker. Banestyrelsens direktør Jens Andersen har kendt til sagen siden maj, siger han. På det tidspunkt får Banestyrelsens servicedivision nemlig en henvendelse fra Told & Skat, der undrer sig over udbetalingerne i seks-syv sager. »Herefter undersøgte Banestyrelsen sagen og vi blev bekræftet i, at der ikke var tale om få, isolerede tilfælde«, forklarer Jens Andersen. Efterhånden som sagen udviklede sig, meddelte Banestyrelsen i juni i en pressemeddelelse, at skattemyndighederne undersøgte uregelmæssigheder i Banestyrelsens administration af godtgørelser. Hvor ligger ansvaret? Striden står nu om, hvorvidt medarbejderne skal stå til ansvar for bedrageriet, eller om de kan henvise til, at områdecheferne har set passivt til. Ulrik Salmonsen, formand for Dansk Jernbaneforbund, er ikke i tvivl om, at ansvaret ligger hos ledelsen. »Ingen medarbejdere har foretaget sig noget ulovligt, uden at de har fået en tjenstlig ordre til det«, sagde han i går til TV 2/Nyhederne. Trafikminister Flemming Hansen lover at følge sagen tæt. »Så vidt jeg er orienteret er Rigsrevisionen også gået ind i undersøgelsen, og det er jeg meget glad for. Det er vigtigt, at enhver sten bliver vendt, så vi kan vurdere, hvad de nødvendige konsekvenser skal være«, siger han til Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her