Pumpekonge går på pension

Lyt til artiklen

Topposten i en af Danmarks største virksomheder skifter hænder til næste år, når Grundfos' koncernchef, Niels Due Jensen, fylder 60 år og går på pension. Bestyrelsen for den familieejede pumpegigant har udnævnt den 52-årige koncerndirektør Jens Jørgen Madsen til ny koncernchef og administrerende direktør i Grundfos Management A/S fra nytår. Niels Due Jensen begrundede onsdag valget af Jens Jørgen Madsen som efterfølger med de lederegenskaber, han har vist gennem mere end 25 år på Grundfos. »Han formår at lytte til både kunder og medarbejdere, han tænker strategisk og handler derefter, og han repræsenterer frem for alt de værdier og den kultur, der har gjort Grundfos førende i verden inden for sit felt«, siger Niels Due Jensen. Formodet overgangsfigur Selv om Jens Jørgen Madsen altså roses i høje toner, er der meget, der tyder på, at den nye koncernchef kun bliver en overgangsfigur på midtjyske Grundfos, der tæller 11.000 ansatte i ind- og udland og omsætter for ca. 10 mia. kr. Lige rundt om hjørnet står næste generation af pumpedynastiet klar til at tage over i form af den 31-årige Poul Due Jensen, der meget betegnende er opkaldt efter sin farfar, der grundlagde Grundfos i 1945. Poul Due Jensen har tidligere selv indikeret, at han er klar til at gå i sin fars og farfars fodspor, og han er i fuld gang med at udstå sin direktørlæretid, p.t. som udstationeret i Canada, hvor han er marketingchef for den lokale Grundfosfilial. »Det er nok en drøm for familien, at der engang kommer en tredje generation i toppen af Grundfos. Jeg har viljen og lysten til at nå derop. Men jeg er udmærket klar over, at det bliver en lang og vanskelig vej. Når jeg bliver 40-45 år, håber jeg at have den ballast, som jobbet kræver«, har Poul Due Jensen sagt. Tidligst om ti år Niels Due Jensen har stort set forholdt sig tavs om sønnens muligheder i Grundfos. Onsdag kommenterede han dog for første gang direkte, om fremtidens Grundfos igen skal ledes af en Due Jensen. »Det ligger ikke i kortene, at Poul Due Jensen er den direkte efterfølger for Jens Jørgen Madsen. Hvorvidt Poul Due Jensen kan og ønsker at drive det, er op til ham, men det bliver ikke inden for den første halve snes år,« siger Niels Due Jensen. Indtil den næste Due Jensen er flyvefærdig som øverste chef, er det altså Jens Jørgen Madsen, der får ansvaret for Grundfos; et valg, der roligt kan betegnes som både sikkert og solidt. Jens Jørgen Madsen er cand.merc. fra Handelshøjskolen i Århus og kom allerede i 1975 til Grundfos i en stilling som systemkonsulent og siden som systemchef. Siden er han støt og roligt steget i graderne. Central bestyrelseformand Selv om Niels Due Jensen træder tilbage som øverste chef, sætter han sig for bordenden som formand for de centrale Grundfosbestyrelser. Samtidig oplyste han onsdag, at han sammen med sin hustru, Minna, fremover vil være aktiv i en 'ambassadørrolle' i forhold til Grundfosselskaberne rundt omkring i verden. »Jeg vil ikke blande mig i daglige ledelsesanliggender. Jeg vil stå til rådighed som konsulent specielt i tekniske spørgsmål, og så vil jeg være i tæt kontakt med koncernchefen, som en bestyrelsesformand skal være. Desuden flytter jeg jo på landet - det ender måske med, at jeg får traktorkørekort«, siger Niels Due Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her