Forlig i bladbudkonflikt

Lyt til artiklen

Torsdag aften blev der indgået forlig i bladbudkonflikten. Alligevel udkommer Politiken ikke fredag og lørdag, da aftalen først skal til urafstemning hos bladbudene. Det er både godt og skidt. Den dårlige nyhed er, at Politikens læsere helt må undvære deres avis fredag og lørdag. Derimod er der udsigt til, at alle Politikens abonnenter igen fra på søndag får deres avis ind ad brevsprækken. Torsdag aften underskrev Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation og avisbudenes fagforbund - Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) og Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) - en overenskomst for de storkøbenhavnske avisbude, der skal vare frem til 2004. Skal stemme om aftalen Men arbejdsgivernes lockout af medarbejderne på pakkerier og trykkerier i hovedstadsområdet gælder indtil medlemmerne i SiD og KAD har stemt om aftalen. Derfor udkommer hverken Politiken, Berlingske Tidende eller gratisavisen Urban fredag og lørdag. Ekstra Bladet udkommer kun i Jylland og på Fyn, mens B.T. udkommer i Østdanmark. Avisbudenes afstemningsresultatet foreligger lørdag omkring middag - og siger de ja, udkommer Politiken i fuld styrke fra søndag. »Vi er glade for, at der nu er aftalt en overenskomst for avisbudene, så Politiken snart igen kan komme på gaden i fuldt omfang. Og vi håber, at læsere og annoncører bærer over med os fredag og lørdag, hvor vi desværre ikke udkommer«, siger chefredaktør Bo Maltesen, Politiken. SiD: Budene kan være tilfredse Formanden for SiD's Lager & Handel i København, Bjarne Høpner, ønsker ikke at kommentere aftalens indhold, før medlemmerne er blevet orienteret. Men han mener, at budene kan være tilfredse med aftalen. »Vi skriver ikke under på noget uden, at vi kan anbefale det. Jeg håber medlemmerne stemmer ja - ellers har jeg som forhandler et problem. Men demokrati er en størrelse, man skal respektere, derfor er det nu op til medlemmerne selv«, siger Bjarne Høpner, der heller ikke ønsker at kommentere hans holdning til, at arbejdsgiverne opretholder lockouten indtil afstemningsresultatet blandt avisbudene foreligger. »Det kan jeg ikke blande mig i. Men jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke forstår arbejdsgivernes strategi«, siger Bjarne Høpner. 14 dage med konflikt Mange abonnenter i Storkøbenhavn har nu i 14 dage måtte undvære at få deres avis bragt til døren. Konflikten begyndte da forhandlingerne om en overenskomst mellem arbejdsgivere og avisbudene brød sammen. I sidste uge blev konflikten optrappet. Først gik medarbejderne på avisernes pakkerier i sympatistrejke med budene, derefter svarede arbejdsgiverne igen ved at lockoute medarbejderne på pakkerier og trykkerier i hovedstadsområdet fra i dag. Ydermere har de involverede fagforbund udsendt varsler om sympatistrejker, der fra 9. juli kan sætte alle avistrykkerier i landet i stå, men disse varsler trækkes tilbage såfremt budene på lørdag stemmer ja til aftalen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her