Europaparlamentets fiskeriudvalg opgiver sine undersøgelser af skandalen om ulovligt pres på EU-kommissionen. Samtidig afblæser udvalget for budgetkontrol sagen om den mystiske fyring af Steffen Smidt, den danske generaldirektør for fiskeri. Det skyldes ifølge Niels Busk (V), det eneste danske medlem af parlamentets fiskeriudvalg, at socialdemokraterne og de konservative er blevet enige om at droppe sagen. De to kommissærer, der er kommet i søgelyset, er den konservative Loyola de Palacio og socialdemokraten Niel Kinnock. Niels Busk mener imidlertid ikke, at der er tale om et nederlag for parlamentet. Tværtimod. Busk føler intet nederlag »Jeg er bestemt ikke ked af den rolle, vi har spillet. Vi har undersøgt, hvad der var at undersøge, og selvom jeg ikke selv er tilfreds med alle de svar, vi har fået, må man også kende de parlamentariske spilleregler. Uden et flertal kommer man ikke videre«, siger Niels Busk. »Men undersøgelserne og navnlig pressens behandling af sagen har gjort det fuldstændig umuligt for kommissionen at bøje sig for det spanske pres. Den demokratiske kontrol har virket, og vi går styrket ud af sagen«, siger Niels Busk. Forklaringer overbeviser ikke Udvalgets rapport, der bliver vedtaget på mandag, konkluderer, at kommissionens forklaringer »ikke er helt overbevisende, men i det mindste plausible og rimelige. Flertallet har derfor et stærkt ønske om at lukke sagen, så debatten om reformens indhold kan begynde uden yderligere forsinkelse og distraktion«. Udvalgets mindretal er derimod slet ikke overbevist. Fiskerikommissær Franz Fischler erkendte under afhøringerne, at han søndag 21. april var blevet ringet op i privaten af kommissionens formand, Romano Prodi, der netop havde talt med den spanske ministerpræsident. Men på det tidspunkt havde han helt af egen drift besluttet, at reformen burde udsættes i nogle uger, forklarede Fischler. Det tvivlsomme i forklaringen er, at Fischlers nærmeste medarbejdere endnu fredag aften intet havde hørt om kommissærens beslutning. Formentlig nej til undersøgelse Samtidig erkendte Fischler, at Romano Prodi og den spanske ministerpræsident, José Maria Aznar, »havde talt om en vis person«, uden at han dog nævnte navne. Det sætter spørgsmålstegn ved Romano Prodis påstand om, at Steffen Smidt på ingen måde indgik i den uformelle samtale om fiskerireformen. Ole B. Sørensen (V), medlem af parlamentets udvalg for budgetkontrol, har forsket i fyringen af Steffen Smidt, og han er stadig overbevist om, at der ligger en underhåndsaftale. »Men jeg kan ikke bruge den overbevisning til noget. Kommissionen afviser blankt, og der er enighed om, at parlamentet ikke kan blande sig i kommissionens personalepolitik. Jeg kan ikke se, hvordan vi kan komme videre«, siger han. Det er nu op til lederne af de politiske grupper, om der skal iværksættes et egentligt undersøgelsesudvalg. Men efter indstillingerne fra de to fagudvalg er svaret nej, lyder vurderingen i parlamentet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























