Inden måneden er slut, har 2.832.500 forsikringskunder fået at vide, at deres ansvarsforsikringer øjeblikkelig forhøjes. Og modsat når forsikringsselskaber normalt hæver præmier, har folk denne gang ikke lov til at opsige forsikringen, har Folketinget vedtaget. Det får nogle - ikke mindst bilejere - ellers formentlig lyst til, når de ser ekstraregningen. Politiken har foretaget en rundspørge til fem af de store forsikringsselskaber. Stigninger på mellem 38 og 49 pct. Selskaberne fortæller, at bilister, der alene har tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på deres køretøj, skal betale 38 til 49 procent mere i præmie. Mens de, som har den normale bilforsikring, der indeholder både kasko og ansvar, gennemsnitlig forøges med 10-20 procent. I begge kategorier svarer det anslået til ekstra 500 til 2.000 kr. årligt. Årsagen er fordoblede erstatninger Præmieforhøjelsen sker, fordi Folketinget sidste år vedtog at ændre loven om erstatningsansvar, så ofre for ulykker kan få næsten fordoblet deres erstatning. De ekstra penge skal komme fra forsikringsselskaberne, og bilejere får den største regning, da de fleste ulykker sker i trafikken. I forsikringsbranchen er man godt klar over, at det er en voldsom præmiestigning, der venter kunderne: Frygter surhed »I nyere tid og set i relation til hvor mange, det omfatter, er det noget af det mest gennemgribende, vi har været med til«, konstaterer underdirektør i Forsikringsoplysningen Bjørn Iversen, der har et bud på, hvad det værste, der kan ske, når folk modtager beskeden, er: »Det vil være, hvis en tilstrækkelig stor del bliver sure og ringer til deres selskab, og så kan de ikke komme igennem, fordi netop alle ringer. Så kan der blive endnu mere surhed. Men jeg håber, at folk forstår, at selv om alle selskaber har mobiliseret ekstra mandskab, kan alle ikke få svar med det samme, hvis nu alle ringer«. Derimod vil det bedste ifølge Bjørn Iversen være, hvis folk forstår, hvorfor priserne stiger. Håber på forståelse »Alle penge skal jo gå til de forøgede erstatninger. Der er ikke tale om, at præmierne hæves, fordi selskabernes omkostninger er for store, eller fordi vi har brugt for mange penge. Jeg håber virkelig, at folk spiser brød til, når de får brevet. Og at de husker, når de taler om deres præmieforhøjelse over hækken, at de måske ikke kan sammenligne sig med naboen, selv om deres forsikringer næsten er ens«, siger underdirektør Bjørn Iversen. Det skyldes, at selskaberne kræver præmietillæg fra 1. juli og frem til den sædvanlige forfaldsdato. Og her vil nogle måske skulle betale for en måned, mens andre vil skulle betale for 11 måneder, indtil deres forsikring opkræves næste gang. Bl.a. familie- og hundeforsikringer stiger også, men med langt mindre kraft, da omfanget af personskader her er begrænset. Forøgelsen vil være på ca. 20-50 kr. årligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























