Big Mac diskvalificeret som mad

Lyt til artiklen

Hvis du ikke føler dig mæt efter et besøg på McDonald's, har du nu det svenske retssystems ord for, at det er med god grund. Der er nemlig ikke mad nok i burgerkædens menuer til at kalde dem for rigtige måltider. Det er essensen af en skattedom fra den svenske Regeringsret, som er den øverste domstol i sager, hvor de offentlige myndigheder er involveret. Ansatte betalte mindre Big Mac-sagen tog sin begyndelse i 1995, da de svenske skattemyndigheder opdagede, at ansatte hos McDonald's kun betalte 23,25 kr. for en hamburger med pommes frites og cola. For kunderne var prisen for akkurat samme menu 39 kr. Og den gik ikke. I hvert fald ikke uden at betale skat. Ifølge de svenske regler skal ansatte beskattes, når de ikke betaler fuld pris for maden. Faktisk har den svenske skattestyrelse fastslået, at normalprisen for en frokost er 48 kr. Det vil sige, at de ansatte i burgerkæden skulle betale skat af de 24,75 kr., de sparede på frokosten. Første retsinstans gav skattemyndighederne ret. Kammerretten i Stockholm anså en Big Mac-menu for at være et »frokostmåltid af normal beskaffenhed«. Der var ingen pardon. De ansatte skulle beskattes, lød det i Kammerrettens kendelse. Ville ikke betale Men de ansatte var ikke klar til at gribe til lommerne. De ankede dommen til Regeringsretten, den højeste svenske retsinstans i sager, der vedrører offentlige myndigheder. Og her havde dommerne en noget anden smag, når det kom til Big Mac-menuer. »De måltider, som firmaets ansatte har fået, er det, man i daglig tale kalder fastfood. Et måltid af den slags kan ikke generelt anses for at gøre det ud for en frokost eller en middag«, skriver Regeringsretten i sin dom. Med andre ord. En Big Mac-menu er ikke et rigtigt måltid, og derfor skal de ansatte ikke beskattes af deres rabat. Umiddelbart kunne det virke som en beskeden sag at bruge syv år på, men ifølge den svenske avis Dagens Industri handler sagen om millioner af kroner. Også dansk rabat Også i Danmark er der rabat til de ansatte hos McDonald's. De skal kun betale 12 kr. for en menu, mens kunderne må aflevere 39,75 kr. Men de danske ansatte behøver ikke at ryste i bukserne. Told- og Skattestyrelsen oplyser, at de ansatte slipper for beskatning, så længe den pris, de betaler, svarer til kostprisen. Og det gør den, oplyser kommunikationschef Kristian Scheef Madsen hos McDonald's. Så er det op til kunderne selv at fundere over, hvor forskellen mellem kostprisen på 12 kr. og salgsprisen på 39,75 kr. forsvinder hen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her