Advarsel om risiko ved flexlån

Lyt til artiklen

Det er ønskeligt, at boligejere med flexlån eller tilsvarende lån kan tåle rentestigninger, som betyder, at den månedlige husleje stiger med helt op til 2.800 kr. efter skat i nogle år. Det er konsekvensen af en analyse af de såkaldte rentetilpasningslån, som Nationalbanken har foretaget. I en ny kvartalsrapport peger Nationalbanken på, at den aktuelt meget lave rente kan få folk til at tro, at de gode tider med billige realkreditlån med variabel rente fortsætter - det er lånetyper, som Realkredit Danmarks Flexlån, Totalkredits BoligXlån eller Nykredits Tilpasningslån. Men historisk har renten varieret meget, og i begyndelsen af 1990'erne lå den såkaldt korte rente, der styrer renten på bl.a. flexlån, helt oppe på 10 procent i en toårig periode. I dag er renten ca. 4,3 procent, og som det ser ud nu, er sandsynligheden for, at renten stiger, større end chancen for et rentefald, skriver Nationalbanken. Stigende rente presser ydelse Stiger renten igen til niveauet fra begyndelsen af 1990'erne, så vil ydelsen på et 30-årigt flexlån på en million kr. med årlig tilpasning af renten stige med ca. 2.800 kr. om måneden. Selv om baggrunden for den høje rente i begyndelsen af 1990'erne var en speciel situation på finansmarkederne efter den tyske genforening, så mener underdirektør Anders Møller Christensen fra Nationalbanken, at private låntagere skal skrive sig historien bag øret, når de lægger deres lånebudget. »Det er ikke en konkret forudsigelse af, at renten stiger til 10 procent igen, som den gjorde efter den tyske genforening. Men jeg vil ikke udelukke en rentestigning på f.eks. 4 procentpoint, og jeg vil sige, at man er letsindig, hvis man som låntager ikke har forståelse for, hvilken risiko der er ved den type lån«, siger Anders Møller Christensen. Nationalbank ikke imod flexlån Han understreger, at Nationalbanken ikke er imod, at danskerne benytter sig af rentetilpasningslån. Bekymringen går udelukkende på, om folk kender de økonomiske risici til bunds. »Der, hvor jeg f.eks. kan se problemet, er de husstande, som har en stram likviditet. For dem kræver et rentetilpasningslån en hel del rådgivning. Kan man f.eks. tåle at blive arbejdsløs, og hvad sker der, hvis renten stiger«, siger Anders Møller Christensen. Realkredit Danmark: Meget lille risiko Hos Realkredit Danmark synes økonom Jacob Nielsen, at det er Nationalbankens naturlige opgave at påpege fordele og ulemper ved f.eks. flexlån. Men han mener, at risikoen for, at flexlånrenten stiger til 10 procent igen, er mikroskopisk. »Det er et voldsomt scenario, de stiller op, og jeg mener ikke, det afspejler den faktiske økonomiske udvikling. Der skal noget helt ekstraordinært til, hvis renten skal stige så meget, f.eks. at ØMU'en bryder sammen«, siger Jacob Nielsen. I Realkredit Danmark regner økonomerne med, at flexlånrenten stiger til ca. 4,7 procent ved udgangen af 2002. Det vil betyde en forhøjelse af den månedlige nettoydelse på ca. 230 kr. i forhold til udgangen af sidste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her