Afdragsfrie lån skaber kaos

Lyt til artiklen

Danske boligejere risikere at skulle gå fra hus og hjem. Advarslen kommer fra britiske forbrugerorganisationer som reaktion på den danske regerings planer om at ændre realkreditloven, så boligejerne fremover kan slippe for at betale afdrag og alene koncentrere sig om renterne på huslånet. »Den type lån har vi haft i Storbritannien siden slutningen af 1980'erne, og nu kommer problemerne. Fra den ene måned til den anden skal nogle boligejere nu betale op mod 30 procent mere i rente. Det skyldes, at udlånerne kræver højere renter, fordi de er bange for ikke at få pengene hjem«, siger Mick McAteer, seniorkonsulent ved den britiske forbrugerorganisation Consumer Association i London. Lånemetoden går ud på, at boligejeren kun betaler renter og udskyder betalingen af selve lånet i 25 år. I stedet skal de så skabe opsparing via for eksempel en pensionsordning eller direkte investeringer i aktiemarkedet. Men de internationale aktiemarkeder er faldet i værdi, og nu nærmer de første boligejere sig 'den store betalingsdag' i 2010, når de skal bruge deres opsparing til at betale huslånet. Bank erkender risiko I en af de største banker i Storbritannien, HSBC, erkender man, at de afdragsfrie boliglån kan være risikable. »Selv om folk i øjeblikket betaler den laveste rente siden 1950'erne, er indtjeningen på deres investeringer også faldet dramatisk, og dermed får de problemer, når huslånet skal betales«, siger Rob Skinner, pressechef for HSBC. I brancheorganisationen for britiske realkreditselskaber, Association of British Insurers, anslår man, at millioner af briter kan få sig en ubehagelig overraskelse. 1,25 millioner advaret For halvandet år siden sendte branchen en række advarselsbreve ud til boligejerne. I øjeblikket er man i gang med en ny brevrunde, og nu er situationen værre, fordi aktierne er faldet endnu mere. »Vi har indtil videre kun sendt de første 1,25 millioner breve ud. Men i 60 procent af dem står en advarsel om, at kunden har problemer. Deres situation afhænger af, om de har anden personlig formue at tage af eller kan optage nye lån«, siger Malcolm Tarling, talsmand for Association of British Insurers. I slutningen af 1990'erne havde godt syv ud af ti briter købt hus via afdragsfrie boliglån. Mange risikerer nu at skulle gå fra hus og hjem, siger Mick McAteer fra Consumer Association. »Hvis den danske regering overvejer at indføre den type huslån, skal de sikre, at kunderne får en anstændig vejledning om den risiko, de løber«, siger han. Politisk skepsis Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), men både Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti har meldt sig som tilhængere af en liberalisering af realkreditmarkedet, mens SF er skeptisk. Tidligere skatteminister og bankmand Frode Sørensen (S) er dog ikke overbevist om fordelene ved de afdragsfrie lån. »Ved et 30-årigt boliglån er langt størstedelen af huslejen i mange år jo renter og kun meget få afdrag, så jeg har svært ved at se, at folk kan spare ret meget, den forhøjede risiko taget i betragtning«, siger Frode Sørensen, der dog godt kan se fordelene, hvis en familie kan droppe afdragene i en kortere, afgrænset periode for at lette budgettet. Samme fordel ser tidligere økonomiminister Marianne Jelved (R). »Men grundlæggende bør folk spare op. Historisk har vi jo set, hvor dramatisk boligmarkedet kan gå op og ned«, siger Marianne Jelved. Ifølge kilder i Økonomi- og Erhvervsministeriet vil der først ligge et konkret udspil fra regeringen i 2003.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her