Mennesker, der bliver arbejdsløse, skal fremover blot henvende sig ét sted. For alle opgaver i forbindelse med ledighed, skal løses af aktører inden for det offentlige og private, som befinder sig under samme tag. Det forestiller beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) sig bliver virkelighed om nogle år. Fredag fremlægger regeringen sit debatoplæg 'Flere i arbejde', der skal danne baggrund for en arbejdsmarkedsreform i efteråret. Og han klart inspireret af hollænderne. »De har skabt én fysisk indgang. Der er ét kontor, og så kan man blive ledt videre efter en samtale. For nogle vil der være næsten direkte, og for andre vil der være tungere problemer, som man først skal tage højde for. Èn indgang tager vi endnu ikke med det her oplæg, for jeg forestiller mig, at det vil tage nogle år, før vi får ændret det her system. Men det er vigtigt for os at få taget det første skridt«, siger Claus Hjort Frederiksen. Ikke forslag men analyser Ministeren understreger, at der ikke som sådan er tale om et forslag, men blot analyser til brug for forhandlinger med Kommunernes Landsforening, amterne og arbejdsmarkedets parter, som skal ende ud i en handlingsplan til september. For lige som den forrige regering forsøger den nuværende at få flere i arbejde. Knap 90.000 skal i arbejde frem til 2010, hvis regeringens planer om velfærdsforbedringer og skattelettelser skal realiseres. For Erling Frederiksen, der er formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige, gør ét hus dog ikke den store forskel. »Arbejdspladserne bliver jo ikke skabt ved at samle folk i ét hus. De bliver skabt af virksomheder. Det bygger på en fuldstændig absurd skrøne om, at ledighed er et individuelt problem«, siger han. Første spadestik taget Men ministeren har allerede taget de første spadestik. I dag findes der groft set to systemer og to sæt regler for ledige; kommunerne og sociallovgivningen for kontanthjælpsmodtagerne og Arbejdsformidlingerne og dagpengereglerne for dem, der har forsikret sig mod arbejdsløshed. I alt er der cirka 150.000 mennesker, der kan arbejde, men som ikke har et. Godt 22.000 af dem er på kontanthjælp. Hertil skal lægges ledige, der er i aktivering. Plus de mennesker, som er på kontanthjælp, men som ikke er vurderet til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi de har andre problemer. I forbindelse med regeringsskiftet flyttede de ledige sammen i ét ministerium: Beskæftigelsesministeriet. Står det til ministeren, så skal den sammenlægning også føres ud fra ministeriet til virkeligheden, så de ledige får samme regler at forholde sig til. Ministeren vil imidlertid ikke konkretisere, hvilke opgaver henholdsvis Arbejdsformidlingerne og kommunerne fremover skal tage sig af. Regeringen ønsker også, at flere flygtninge og indvandrere skal i arbejde. Derfor skulle virksomheder have lov til at ansætte flygtninge i en slags virksomhedspraktik i op til 52 uger. Men regeringen har, ifølge Politikens oplysninger, måttet bøje sig for krav fra LO om, at varigheden af virksomhedsintroduktionen bliver 13 eller 26 uger og kun længere, hvis det udtrykkkeligt er aftalt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























