Minister bløder deltidslov op

Lyt til artiklen

Efter at knap 20.000 ansatte torsdag nedlagde arbejdet i den største overenskomststridige aktion i syv år, bløder regeringen nu gevaldigt op på sit forslag til en deltidslov. Hvis LO vil give lønmodtagerne de samme rettigheder, som loven indeholder, i overenskomsterne, når de skal fornyes, vil det være fint, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Ligesom ny lov om mobning »Vi tilbyder en model, ligesom da man indførte en lov om mobning. Da sagde industrien, at det fandt man ud af i de kollektive overenskomster. Hvis parterne kan det samme nu, så er det godt nok. Så man kan aftale sig ud af loven ved at give lønmodtagerne de rettigheder, som loven indeholder. Det, synes jeg, er en rigtig god model. De rettigheder er, at lønmodtagere kan aftale med deres arbejdsgiver at gå på deltid. Og den rettighed skal ikke være betinget af, at man har nedsat arbejdsevne eller først skal ansætte en fuldtidsansat eller alt det der, som er begrænsninger i overenskomster i dag«, siger ministeren. Ansattes løn- og arbejdstid har traditionelt været et spørgsmål om aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgivere. I mange lande står det i en lov, som folketingspolitikere har vedtaget. I en del af disse aftaler - overenskomster - er der enten forbud eller begrænsninger på medarbejderes muligheder for at gå på deltid, fordi fagforeninger mener, at deltidsstillinger udkonkurrerer fuldtidsstillinger. Mens det for nogle er en beskyttelse, er det for andre imidlertid en forhindring, mener regeringen. Derfor har regeringen foreslået, at den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver skal kunne aftale deltid, ligegyldigt om overenskomsten og fagforeningen siger nej. Men fagbevægelsen har raset, fordi det dels er et indgreb i aftalemodellen, dels giver arbejdsgivere en rettighed, mens lønmodtageren ikke får noget krav om at gå på deltid og samtidig mister det, de ser som en beskyttelse. Så mens ansatte landet over strejkede, bragte SF's Ole Sohn en forligsløsning på banen, da regeringens forslag om en deltidslov var til 2. behandling i Folketinget. Ole Sohn argumenterede for at finde en løsning, så substansen fra loven kom med i overenskomsterne. Samtidig skulle et indgreb i overenskomsterne undgås. Det forslag fandt ministeren sympatisk og fortsatte forhandlingerne i løbet af i går. I løbet af dagen besluttede også LO's hovedbestyrelse, at i de næste overenskomster skulle alle lønmodtagere have mulighed for at komme på deltid. I en pressemeddelelse kalder LO-formand Hans Jensen beskæftigelsesministerens forslag for en skinmanøvre, som blot skal vise en vilje til kompromis. »Men hans tilbud er et diktat, fordi han kræver, at lovens tekst skrives ind i overenskomsterne. Den køber vi ikke, for det giver ikke lønmodtagerne tryghed og åbner fortsat mulighed for misbrug af reglerne. Fagbevægelsen vil arbejde for, at alle medlemmer får mulighed for at indgå en aftale med deres arbejdsgiver om deltid. Men vi vil ikke acceptere at lave overenskomstforhandlinger med ført hånd, så er der jo ikke noget at forhandle om«, siger LO-formand Hans Jensen i en pressemeddelelse. Claus Hjort Frederiksen afviser, at lovens tekst skal skrives ind i overenskomsterne. Han kalder det for alle tiders idé, at LO nu vil arbejde for, at alle medlemmer får mulighed for deltid. Hvem får æren? »Naturligvis under forudsætning af, at man som minimum giver lønmodtagerne de rettigheder, der fremgår af loven. Lovens hensigt er, at hvis for eksempel en lønmodtagers ægtefælle er på vej på pension, så vil parret måske gerne have mere tid sammen, og så skal vedkommende have mulighed for at trappe ned. Hvis man giver den mulighed, så kan man aftale sig ud af det. Men det er ikke sådan, at de kan smugle nogle restriktioner ind. Loven skal ikke forringes«, siger Claus Hjort Frederiksen. Nu er der tilsyneladende opblødning i gang fra både regeringen og LO, og forhandlinger er i gang to minutter i lov. Men spørgsmålet er, hvem der skal have æren, når lønmodtagere måske får øget adgang til at gå på deltid. »Alle er enige om, at lønmodtagere skal have mulighed for at gå på deltid. Så det vil være vanvittigt at kløve Folketinget og parterne, bare fordi man ikke kan forhandle sig til enighed. Jeg håber, at man bruger pinsen til at skære de sidste hjørner væk. Det må simpelt hen være muligt at finde en løsning«, siger SF's arbejdsmarkedsordfører, Ole Sohn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her