Netop som turistsæsonen begynder på Bornholm, har Solskinsøen fået en ubehagelig attraktion. Siden oktober har den russiske fabrikstrawler 'Salus' ligget i Rønne Havn, hvor den ulønnede besætning arbejder med indfrysning af den lille fisk brisling. Løn bliver sjældent udbetalt Besætningen er blevet lovet mindst 240 dollar - ca. 2.000 kr. - om måneden udbetalt, når de vender tilbage til Kaliningrad, men tidligere søfolks erfaringer med rederiet Baltic-Viz Ltd. viser, at pengene sjældent bliver udbetalt. De danske myndigheder vil hellere end gerne gribe ind over for de elendige forhold på 'Salus'. Men i realiteten er både Søfartsstyrelsen, Arbejdstilsynet og Den Internationale Transportarbejder Føderation, ITF, magtesløse. Utrygge og utilfredse Først i sidste uge blev offentligheden opmærksom på situationen i Rønne Havn. Kjartan Gudmundsson, inspektør fra ITF, blev kontaktet af et besætningsmedlem, der forklarede, at der var problemer på 'Salus'. »De er meget utilfredse, utrygge og usikre. De har ikke fået noget som helst i løn, og de ved fra tidligere besætningsmedlemmer, at de, der går hjemme i Kaliningrad, heller ikke har fået nogen penge«, siger han. Ikke ansat i samme virksomhed Sagen kompliceres af, at de menige matroser og officererne ikke er ansat af den samme virksomhed. Officererne har kontrakter med rederiet Baltic-Viz Ltd. i Kaliningrad, mens de menige søfolk er ansat af firmaet Atena Fishing Ltd. i Gdansk, Polen. I en hyrekontrakt, Politiken er kommet i besiddelse af, fremgår adressen på firmaet og navnet på en repræsentant for firmaet, Fru Djebolski. Eksisterer ikke Men firmaet eksisterer ikke, og på den opgivne adresse i et beboelseskvarter, bor ingen ved navn Djebolski. Kjartan Gudmundsson har denne teori: »Jeg tror, at når de kommer hjem til Kaliningrad og går til rederiet for at få deres løn, så får de at vide, at de jo er ansat af det polske firma. Og så har de ikke penge til gode hos Baltic-Viz Ltd.«. Da Kjartan Gudmundsson besøgte besætningen på 'Salus' i sidste uge mødte omkring 30 søfolk op. De diskuterede strejkemuligheder, men fredag var de planer kuldsejlet. De 14 mest interesserede blev sendt retur til Kaliningrad, og der er nu kun 32 søfolk tilbage. Kritisable forhold om bord Under inspektionen fandt Kjartan Gudmundsson forholdene så kritisable, at han bad Søfartsstyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet gribe ind. Besætningen har ingen penge, og kontrakterne er ufuldstændige. I Arbejdstilsynet kan man intet stille op. Alt, hvad der er på et skib og et skibs besætning, hører under Søfartsstyrelsen. Grænsen går ganske enkelt ved kajen. Ingen egentlige regler Søfartsstyrelsen vil sende en inspektør til skibet i løbet af denne uge, fortæller synschef Ib Matthiesen. »Vi vil se på fabriksfunktionen og bearbejdningen af fiskene for at se, om der er nogle ting, der ikke er arbejdsmæssigt forsvarlige. Men det er en svær ting at blande sig i arbejdsmiljø, for der findes ikke nogle egentlige internationale regler på området, når det handler om fabrikstrawlere. Derfor er vi nødt til dels at anvende vores sunde fornuft, dels forsøge på at anvende danske regler«, siger synschefen. Kan I gøre noget ved manglende overenskomster og løn? »Vi kan sikre, at folk får mad og varme. Men at de ikke får løn til tiden, eller slet ikke får den, er noget, vi har meget svært ved at gå ind i«, siger Ib Matthiesen. De store mængder brisling er kommet fra den norske fødevarevirksomhed Høyskel & Wennevold, der har købt dem af bornholmske fiskere. »Jeg har spurgt rederen i Kaliningrad, og han siger, at alle har fået løn. Det er det pure opspind fra nogle af de 14 søfolk, der lige er blevet sendt hjem«, siger Hans Fredrik Høyskel, daglig leder af Høyskel & Wennevold. I øjeblikket ligger fabrikken i bunden af 'Salus' stille. Men Høyskel og Wennevold har netop forhandlet en ny aftale på plads om indfrysning af sild med rederiet i Kaliningrad, så alt tyder på, at 'Salus' bliver i Rønne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























