Forestil Dem at blive stuvet tre mand sammen i en lille lufttæt papæske og transporteret som pakkepost med postvæsenet fra Sønderjylland til Sjælland. En bumlende rejse på op til 24 timer med postbil, godstog og postbil igen. I bælgmørke og kun med et par stykker æble til at slukke tørst og sult undervejs. Tre fugle i en papæske Selv om det klaustrofobiske scenarium ikke synes relevant for mennesker - eller burde være det for dyr - så er det den behandling, tre fugle for nylig blev udsat for, da dyrehandler Ole Schmidt skulle levere fugle via sit postordrefirma Avifauna i Kruså - hvor han også har en dyrehandel under samme navn - til en kunde i Søborg. En bogfinke, en atlasfinke og en orangevæver blev stuvet ned i en lille lukket papæske, der igen blev pakket ind i en større papkasse. Mærket for at omgå regler Ud over lidt frø var der kun et par stykker æbler til fuglene på rejsen som almindelig pakkepost gennem PostDanmarks system. Pakken var mærket med 'levende dyr' og 'foderinsekter' - nøje afvejede betegnelser påført af dyrehandleren for at omgå PostDanmarks regler. 'Forargeligt' Siden 1998 har det været forbudt at sende levende hvirveldyr som fugle med almindelig pakkepost - men det er stadig tilladt at sende hvirvelløse dyr såsom insekter og mider, hvis blot forsendelsen bærer betegnelsen 'levende dyr' og 'foderinsekter'. »Det er simpelt hen forargeligt, at en dyrehandler gør sådan noget. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor udbredt det er. Vi mener, det burde forbydes at sælge dyr over internettet og via postordre for at afværge tilfælde som disse«, siger Michael Carlsen, der er zoolog i Dyrenes Beskyttelse. 'Flere paragraffer i lov overtrådt' Det er dyreværnsorganisationen, der på vegne af kunden i Søborg har meldt dyrehandleren til politiet. Organisationen mener, at dyrehandleren har overtrådt flere paragraffer i dyreværnsloven, der blandt andet påbyder, at dyr transporteres, så de ikke udsættes for smerte, lidelse og unødvendig ulempe. Loven kræver også, at hvis dyr skal sendes på farten, så skal det ske i kasser »hvor mindst to af kassens sider skal være forsynet med trådnet, tremmer eller ventilationsåbninger«, så dyrene har rigelig med luft undervejs. Også hos PostDanmark er der røre over de tre fugles rejse. Med politianmeldelsen følger en faktura, der sort på hvidt dokumenterer, at pakken er sendt med postvæsenet. Kendt af politiet »Det er meget uheldigt, at en dyrehandler misbruger vores regler, der er lavet ud fra et dyrevelfærdshensyn. Vi kan ikke stille særlig meget op mod problemet, når pakken er mærket med en bevidst misvisende betegnelse. Selv om pakker med levende foder bliver mere skånsomt behandlet, så ryger de jo stadig gennem vores pakkesystem, som alle andre pakker«, siger salgschef Kurt Madsen fra PostDanmark. Dyrehandler Ole Schmidt, der ejer Avifauna Dyrehandel og postordrefirmaet i Kruså, indrømmer blankt over for Politiken, at han har sendt de tre levende fugle med posten - velvidende, at måden de er sendt på, overtræder op til flere reglementer. 'I samråd med kunden' »Det hører lige med til historien, at det var kunden, der bad mig sende fuglene. Han kunne ikke selv komme ned og hente dem, så overtrædelserne er sket i samråd med kunden«, siger Ole Schmidt, der har drevet sin dyrehandel i 20 år. Men vi kan vel godt blive enige om, at det er dig som dyrehandler, der bærer ansvaret for, at loven om transport af dyr bliver overholdt - at det er dig, der har sendt fuglene? »Ja, men nu gør jeg heller ikke det mere, når en kunde på den måde går bag min ryg«. Fugleedderkopper med postenSender du da tit levende hvirveldyr med posten? »Nej, nej - det må man jo ikke, men jeg sender ofte fugleedderkopper og skorpioner med posten. Det er tilladt, for det er hvirvelløse dyr«, siger Ole Schmidt, der flere gange har været meldt til politiet for overtrædelser af dyreværnsloven. Avifunas femte sag Ifølge Aabenraa Politikreds er det femte gang, at Avifauna bliver politianmeldt. Hidtil har der dog kun været belæg for at køre sag mod Ole Schmidt en gang. Det var sidste år, da han blev anmeldt for at sælge stinkdyr, der havde fået fjernet lugtkirtlerne. Der mangler kontrol Det er ulovligt i Danmark, men dyrehandleren klarede frisag, fordi luftkirtlerne var blevet fjernet, før stinkdyrene kom til landet - nemlig i USA, hvor den slags indgreb er lovlige. Den aktuelle sag om de levende fugle i posten får endnu en gang dyreværnsorganisationer til at efterlyse kontrol med landets dyrehandlere. 'Dyrehandlere mangler viden' Også den kunde, der har fået tilsendt fuglene per post, opremser over for Politiken adskillige eksempler på forhold, der indikerer, at mange dyrehandlere ikke har den fornødne faglige viden, der skal til for at passe de mange dyrearter, som forhandles. Kunden, der ønsker at være anonym, er selv biolog, og nævner, at der blandt andet er problemer med, at dyrehandlerne stuver for mange dyr sammen i burene og sætter uforenelige dyrearter under samme tag. Krav om uddannelse Politisk får kritikken af dyrehandlernes manglende faglige viden måske snart for første gang ørenlyd. I den handlingsplan om bedre dyrevelfærd, som regeringen netop har fremlagt, lægges der nemlig op til, at der skal fastsættes krav om, at personale i dyrehandler skal have en form for faglig uddannelse. Regeringen vil inden længe komme med sit bud på, hvilke regler der skal gælde på området. 'Forbrugerne må vise ansvarlighed' Indtil det sker, opfordrer Dyrenes Beskyttelse forbrugerne til at vise ansvarlighed, når de skal anskaffe sig et kæledyr. »Én ting er, at dyrehandlere kan finde på at gøre sådanne ting mod dyr. Man skal jo kunne forvente, at de er gode mod dyr. Noget andet er, at folk overhovedet kan finde på at købe dyr over internettet eller via postordre. Man skal selv gå ned og købe dyret og få vejledning om, hvordan det skal passes«, siger Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























