Medarbejderne: Vi føler os vragede

Lyt til artiklen

Når man i ugevis har gået rundt med et prisskilt om halsen, føles det ydmygende, nærmest skamfuldt, når ingen vil købe varen alligevel, også selv om man som menig medarbejder på LM Glasfiber har været en meget lille brik i et stort og kompliceret kapitalspil om milliarder af kroner. »På en eller anden måde har vi alle sammen en mærkelig følelse af at være blevet vraget. Når hele virksomheden i lang tid har arbejdet frem mod et bestemt mål, er det et mærkeligt antiklimaks, når det hele ender sådan her. Et eller andet sted er det vel også stoltheden, der er blevet ramt«, siger Henrik Petersen, medarbejdervalgt medlem af bestyrelsen på LM Glasfiber. Turbulens For han og de øvrige i alt 2.400 medarbejdere på LM Glasfiber har de seneste uger været en turbulent tid ud over det sædvanlige. Den engelske ejer Doughty Hansons forsøg på at børsnotere virksomheden blev fulgt med intens interesse. Ikke så meget fordi børsnoteringen skulle have været den endelige blåstempling af virksomheden, men mere fordi alle ansatte var stillet en stor stak medarbejderaktier i udsigt. Forvirring og utryghed Beslutningen om at aflyse børsfesten har skabt forvirring og utryghed blandt medarbejderne, men mest af alt udløst en indædt ærgrelse over, at aktierne - og det forventede tilskud til lønnen - nu fortoner sig i det blå. »Jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at det er medarbejderaktierne, vi alle sammen har fokuseret mest på. Medarbejderne er meget kede af, at det nu ikke bliver til noget. Vi har selvfølgelig skelet til andre virksomheder, der allerede har sådan nogle ordninger, og det har været et fast diskussionsemne i kantinen«, siger Henrik Petersen. Ejer-skepsis Ude i de store haller, hvor produktionen af de 45 meter lange møllevinger fortsætter som hidtil, er lysten til at lægge navn til kritiske udtalelser ikke stor. Men man fornemmer en udpræget skepsis over for Doughty Hansons aggressive prisfastsættelse og også en gryende usikkerhed over for, hvad fremtiden vil bringe. »Det er fuldstændig umuligt for manden på gulvet at gennemskue, hvad det her spil er gået ud på. Vi kan vel bare håbe på, at det ikke får nogen betydning for os«, lyder en holdning, der går igen flere steder. Selv om Henrik Petersen har fast sæde i bestyrelsen, er det også svært for ham at vurdere, hvad det var, der gik galt med børsintroduktionen. Fornemmelse af hvor problemer ligger »Når man læser i avisen, hvor stor en fortjeneste Doughty Hanson ville have fået, kan man da godt fornemme, hvor problemet har ligget, også selv om tallene vist ikke passer helt. Samtidig har det vel også spillet ind, at der har været en vis frygt for, at vores kunder vil producere vingerne selv. Men det er nogle ting, som det vel kun er ledelsen og ejerne, der har overblik over. I det spil er vi kun en meget lille brik«, siger Henrik Petersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her