På trods af sidste uges børsflop, hvor et sjældent enigt aktiemarked vendte tommelfingeren nedad, har vingeproducenten LM Glasfiber i Lunderskov ikke opgivet at blive en del af det gode selskab på Københavns Fondsbørs.
Efter at have sundet sig oven på det pinlige tilbagetog sidste fredag har LM Glasfibers ejer, det stærkt kritiserede britiske finanshus Doughty Hanson, besluttet at forsøge en ny børsnotering om to-tre år. Kom som et chok
»Det kom som et regulært chok, at vi måtte aflyse børsnoteringen. Men efter at have analyseret forløbet har Doughty Hanson besluttet at prøve igen om to-tre år. Det er blevet den klare konklusion på den seneste uges overvejelser«, siger LM Glasfibers koncernchef, Anders D. Christensen.
Som koncernchef var det ham, der måtte gå den tunge gang til offentligheden med meddelelsen om, at børsfesten var aflyst, da det sidste fredag stod klart, at der simpelt hen ikke var købere til den vare, selskabet havde til salg.
Præcis hvorfor køberne svigtede, har Anders D. Christensen fortsat ikke noget entydigt bud på. Han erkender dog uden tøven sit eget store medansvar. Grådig ejer
»Vi var overbeviste om, at vi havde en rigtig god historie at sælge til investorerne, men vi må åbent erkende, at vi har været for dårlige til at kommunikere den historie ud til omverdenen. Det er formentlig også en del af problemet, at LM Glasfiber har haft en meget lav profil de seneste 15 år«, siger Anders D. Christensen.
Stribevis af aktieanalytikere har peget på, at LM Glasfibers engelske ejer, investeringsselskabet Doughty Hanson & Co., skød sig selv i foden ved at optræde alt for grådigt, da aktierne blev sat til salg til mellem 70 og 82 kroner stykket. 'Urimelige profitkrav'
Da LM Glasfibers stifter, Flemming Skouboe, i marts 2001 solgte selskabet til Doughty Hanson, var prisen 2,5 mia. kr.
I forbindelse med børsintroduktionen blot et år senere lobbede Doughty Hanson prisen op til 4,6 mia. kr., og det var en stærkt medvirkende årsag til, at mange investorer ikke ville lege med.
»Selvfølgelig skal investeringsbanker også leve, men det har været svært at se det rimelige i, at Doughty Hanson skulle tjene 60-80 pct. på sin investering, når såvel den tidligere ejer som andre professionelle bydere for under et par år siden vurderede selskabet tilsvarende lavere«, som finansalytiker Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse formulerede det over for Politiken, da børsintroduktionen blev aflyst. Fortjeneste overdrevet
Nogle medier har opgjort Doughty Hansons mulige fortjeneste til næsten 600 procent.
Anders D. Christensen afviser dét regnestykke som nonsens og oplyser, at Doughty Hansons samlede engagement i LM Glasfiber beløber sig til 1,4 mia. kr., inklusive de banklån, englænderne har garanteret for.
Alligevel er koncernchefen ikke blind for, at også den korrekt opgjorte fortjeneste kan være faldet mange for brystet.
»Tilsyneladende har mange fået ondt af, at Doughty Hanson ville gøre en god forretning. Det havde formentlig været mere acceptabelt, hvis Flemming Skouboe i sin tid havde tjent en milliard eller to mere«, siger Anders D. Christensen.
'Fersk smag i munden'
Siger du dermed, at det var janteloven, der udløste børsfloppet?
»Jeg gider ikke den diskussion. Jeg kan blot konstatere, at alle, der har været involveret i det her forløb - ejere, rådgivere, banker og advokater - sidder tilbage med en meget fersk smag i munden; tilsyneladende fordi man ikke kunne acceptere, at nogle ville tjene mange penge«, siger Anders D. Christensen. Redning var mulig
Doughty Hanson kunne formentlig have reddet børsintroduktionen, hvis man havde sat prisen ned. Men det ville englænderne ikke, og det har Anders D. Christensen fuld forståelse for.
»Det var flovt, at vi måtte aflyse det hele, men det havde været endnu mere flovt, hvis man havde besluttet at forære 'dyret' væk. Prisen var baseret på en saglig prisfastsættelse og indeholdt i forvejen en rabat«, siger Anders D. Christensen.
LM Glasfiber skulle have brugt pengene fra børsnoteringen til at nedbringe selskabets (og Doughty Hansons) betragtelige bankgæld på 2,6 mia. kr., hvoraf et lån på 800 mio. kr. forfalder allerede til oktober. 'Eksistensen er ikke i fare'
Nogle medier og analytikere har vurderet, at børsfiaskoen nu har bragt LM Glasfibers eksistens i fare, men det afviser Anders D. Christensen kategorisk.
»Doughty Hanson har skriftligt forpligtet sig til at betale lånet ud og garanterer for den øvrige gæld. Dermed har de bevist, at de tror på os 100 procent. Jeg ville da gerne have undværet at skulle fortsætte med at betale renter på gælden, men det er ikke noget, der truer vores evne til at leve op til vores forpligtelser. Vi kan fortsat finansiere den forventede vækst og gennemføre de nødvendige investeringer tre-fire år frem i tiden med den nuværende kapitalstruktur«, siger Anders D. Christensen. Kunderne kan selv
En hovedårsag til den manglende købelyst var en udbredt frygt for, at LM Glasfibers kunder er begyndt at producere deres egne møllevinger. Både NEG Micon, Bonus Energy og Nordex har oplyst, at de vil mindske afhængigheden af underleverandører. Det kan presse LM Glasfibers indtjening, har frygten lydt.
»Vi har desværre ikke været gode nok til at forklare, hvordan vi ser udviklingen de næste tre-fem år, og vi har været for dårlige til at tilbagevise den skepsis, vi er blevet mødt med. Vores hovedopgave de næste to-tre år bliver at bevise, at vi faktisk har ret, når vi påstår, at vi er en god virksomhed, der kan levere en markant vækst i fremtiden - og i øvrigt få kommunikeret det ud på en ordentlig facon«, siger Anders D. Christensen. Chef på charmetur
Den 54-årige Anders D. Christensen rejste selv verden rundt på 14 dage for at forsøge at charmere de internationale finanshuse til at tage for sig af aktierne. Selv om aktionen mislykkedes eklatant, afviser han at have fået et 'knæk'.
»Jeg synes, det har været flovt og pinligt, at vi ikke fik succesen hjem, men på det personlige plan har det end ikke strejfet mig at give op nu. Jeg havde hellere været den her situation foruden, men jeg er fuldt fokuseret på at bevise, at LM Glasfiber har en god fremtid, så vi kan forsøge et indtog på børsen igen om to-tre år«, siger Anders D. Christensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























