Milliarder for Navision

Lyt til artiklen

Om noget ligner det forestående bryllup mellem danske Navision og amerikanske Microsoft et ægteskab indstiftet i it-himlen. Den danske it-koncern Navision kommer nu ind i trygge rammer under armen på den amerikanske Microsoft-koncern, der i dag står som et af de absolut stærkeste varemærker i verden med en pengetank på knap 40 milliarder dollar - 325 milliarder kroner. Selvbevidste Microsoftfolk På formiddagens pressemøde markerede de to Microsoft-topchefer sig selvbevist på podiet foran en myriade af journalister og tv-kameraer. Mens de to Navision-direktører Preben Damgaard og Jesper Balser begge holdt sig bag talerstolens beskyttende mikrofon, gik deres kommende boss amerikaneren Doug Burgum, underdirektør i Microsoft, ud midt på scenen. »Vi er sikre på, at vi kunne nå vores mål uden Microsoft. Men vi er til gengæld overbeviste om, at vi kunne bevæge os langt hurtigere med de voldsomme ressourcer Microsoft råder over«, siger Jesper Balser. Overtager alle aktier Amerikanernes økonomiske styrke går også igen i købstilbuddet. Med Navision-toppens velsignelse har Microsoft tilbudt at overtage alle aktier i Navision til en samlet pris på godt 11 milliarder kroner. Betalt enten som 300 kroner kontant per aktie eller få ombyttet dem til Microsoft aktier. Kun de fem danske stiftere af Navision kan ikke vælge kontant afregning. En milliard pr. mand De fem - deriblandt direktørerne Jesper Balser og Preben Damgaard - ejer tilsammen godt 60 procent af aktierne i Navision og står til at indkassere Microsoft-aktier til en værdi af over 6 milliarder kroner. Hver står de til at score omkring en milliard kr. per mand. Nok kunne betaling i aktier - eller papirpenge - mødes af mistro i en hårdt prøvet it-branche, der de sidste år har set milliardværdier fordufte i virksomheder som den kriseramte danske I-data, som fra at være over 7 mia. kr. værd for et par år siden i dag blot er små 30 mio. kr. værd på børsen. Men Microsoft-aktier står i dag som et af de mest solide papirer med overskud sidste år på ca. 60 mia. kr. Andre tjekket Bestyrelsesformanden for Navision, den tidligere ISS-topchef Waldemar Schmidt mener, at han godt kan stå inde for tilbuddet. Han peger på, at Navision har undersøgt markedet grundigt for alternative partnere inden, at Navisions bestyrelse og direktion sagde god for Microsofts tilbud. »Jeg vil ikke nævne navnene, men vi har undersøgt markedet med en fem-seks internationale konkurrenter, efter at vi fik tilbuddet fra Microsoft i slutningen af sidste år«, siger Waldemar Schmidt. Frist til 5. juli Han regner ikke med, at nogen andre vil komme med et højere bud på Navision. Microsoft har givet alle aktionærer en frist til 5. juli til at acceptere tilbuddet - hvis Microsoft til den tid står til at overtage mere end 90 procent af aktierne Positiv reaktion fra markedet Aktiemarkedet reagerede positivt på nyheden om Microsofts tilbud til Navisions aktionærer. Da aktiemarkedet lukkede på Københavns Fondsbørs var kursen på Navision steget til 296 kr. pr. aktie. Blandt analytikerne var der også kun pæne gloser at hente om amerikanernes tilbud. »Jeg synes, at det er en meget fornuftig pris, som Microsoft har tilbudt de danske aktionærer«, siger Robert Gärtner, analytiker i den svenske storbank Handelsbanken. Sammen med andre analytikere peger han på, at Navisions forretning passer godt sammen med Microsofts datterselskab Great Plains, der også udvikler og sælger forretningsprogrammer til små og mellemstore virksomheder. Lilleput på det amerikanske marked Selv om Navision med Preben Damgaards ord er vokset med 48 procent på det amerikanske marked, så er Navision stadig en lille virksomhed på det amerikanske marked. Omvendt har Great Plain ikke den samme styrke i Europa som Navision. Planen er at samle de to virksomheder under én division i koncernen, der skal hedde Microsoft Business Solutions. Doug Burgum regner med, at varemærket Navision kommer til at eksistere en tid endnu. »Det er et indarbejdet varemærke blandt både kunder og samarbejdspartnere«, siger Doug Burgum. Men på længere sigt skal varemærkerne Navision og Great Plains sælges som Microsoft varemærker. Doug Burgum bliver den øverste chef for den nye Microsoft-virksomhed med danskerne Jesper Balser og Preben Damgaard som direktører lige under sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her