Forvandlingen fra støvet statsejet olie- og gasgrossist til strømlinet energiselskab er i fuld gang for DONG. Tirsdag købte DONG norske Statoil ud af Nordsøen for en rund milliard kroner og sikrede sig et vigtigt afsæt til nye opkøb. Det statslige olie- og gasselskab DONG overtager nemlig Statoils andel i Siri-feltet, samt Statoils andele i Stine og Lulita-felterne. Samtidig bliver DONG for første gang aktiv operatør i Nordsøen, når Siri-platformen overtages til sommer. Et afgørende spring For DONG er købet af Siri-feltet et afgørende spring ind blandt de lidt større aktører i Nordsøen. Hidtil har det statslige selskab udelukkende været deltager i konsortier, nu tager DONG førertrøjen på og skal for første gang drive en platform selv. DONG-direktør Anders Eldrup har store forventninger til udbyttet af Siri-købet. »Købet af Statoils aktiviteter giver os stor viden som operatører. Samtidig er det en meget sikker investering, som jeg forventer vil have betalt sig tilbage i løbet af et par års tid«, siger Eldrup. Statoil: 'Fint for os' For Statoil er salget mindst lige så fordelagtigt som for køberne. Selskabet stod med en mindre brugt platform, en boring som hastigt var ved at tørre ud og ambitioner om i stedet at vokse andre steder i verden. Derfor kom DONG's interesse som sendt fra himlen. »DONG's interesse var fin for os. Statoil har ikke grundlaget og interessen i at satse på indvinding på den danske sokkel. Statoil vil i stedet bruge pengene på at satse på større projekter andre steder i udlandet«, siger vicedirektør Annefi Markman fra Statoil. Stod til at standse i løbet af kort årrække Ifølge Statoil ville selskabet formentligt have standset olieproduktionen på Siri-feltet i løbet af tre-fem år, hvis ikke DONG havde meldt sig. Men DONG har ingen planer om at standse produktionen så hurtigt. »Vi vil bruge Siri-platformen som en slags moderplatform. Rundt om Siri vil vi placere ubemandede platforme på Nini- og Cecilie-felterne, som vi er medejere af. Derfra sendes olien så via rørledninger til Siri, som behandler olien. Derfor har Siri-platformen en stor værdi for os, og derfor føler vi, at vi er kommet billigt til en rolle som operatør«, siger direktør Søren Gath Hansen, der er olieansvarlig hos DONG. Million kunder Det er en blandet landhandel, som Anders Eldrup er sat i spidsen for. Den tidligere mangeårige departementschef i Finansministeriet overtog direktør-stolen sidste år og opgaven er klar: Gør DONG klar til at blive privatiseret i løbet af fem-syv år. Inden da skal Anders Eldrup have sikret DONG en solid plads som energiselskabet for mindst en million kunder i Danmark. Olie, gas og el DONG skal altså levere alt fra olie, over gas til el. Med købet af Statoils olieinteresser i Nordsøen er oliedelen pænt på plads. De næste opkøb og initiativer kommer formentligt til at ske på gasområdet og samtidig er DONG fortsat meget interesseret i at bevæge sig ind på elområdet, hvor selskabet allerede har haft tæt kontakt med det nordsjællandske elselskab NESA, hvis 550.000 kunder vil være en himmerigsmundfuld for DONG.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























