Guldæg bliver ikke udklækket

Lyt til artiklen

Hvis Danmark bliver ved med at sælge ud af sine guldæg, som det er ved at ske med it-virksomheden Navision, får vi aldrig udviklet nye sværvægtere som NKT, AP Møller og Novo. Og det er et problem, mener formanden for Ingeniørforeningen i Danmark, Per Ole Front. »I de store virksomheder opstår der ofte et fantastisk stærkt fagligt miljø, og dermed bliver de store virksomheder en vigtig grobund for opstart af nye danske virksomheder«, siger Per Ole Front. Ingeniørformanden peger på virksomheder som Novo og NKT, der har været springbræt til mange nye danske virksomheder. »Ofte sker der det, at medarbejdere i virksomheder som Novo og NKT får en idé, som måske ligger uden for deres virksomheds hovedforretningsområde. Det er ikke så nemt i dag at starte en ti milliarders-virksomhed hjemme i garagen, men her har modervirksomheden så hjulpet medarbejderne med kapital og anden støtte til at starte deres egen virksomhed«. Frygt for dårlige tider Per Ole Front ser umiddelbart positivt på Microsoft forestående køb af Navision. Men han frygter, hvad der kan ske på længere sigt. »Vi kender jo ikke Microsofts forretningsstrategier og ved ikke, i hvilket omfang de vil bruge Navision som fremtidigt udviklingscenter og udvikle selskabet yderligere. I og med at de køber virksomheden, så køber de også adgang til viden, og den kan flyttes og bruges andre steder«. Ingeniørformand frygter, hvad der kan ske i dårlige tider. »I det øjeblik der er en nedgang på verdensmarkedet, er der en tradition for, at det er de små datterselskaber, der kommer til at holde for. Vi så det med Ericsson, der har udviklingscentre flere steder. Da de skulle skære ned, så blev de danske udviklingsaktiviteter lukket. Den kommende chef for Microsoft Business Solutions, som Navision skal blive en del af, Doug Burgum har erklæret, at planen er, at Navision i Danmark skal være Microsofts største udviklingscenter uden for USA. Hvis Microsoft på grund af nedgang på verdensplan må lukke Navision, så fjerner man et vigtigt fagligt miljø fra Danmark«, siger Per Ole Front. AE: Inge problemer Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ser ikke umiddelbart nogle problemer i de udenlandske it-opkøb: »Om en virksomhed er dansk eller udenlandsk ejet er ikke afgørende. Det afgørende er, hvordan aktiviteterne udvikler sig. Og der er gode og dårlige eksempler på udenlandske opkøb. Fra et dansk synspunkt havde det selvfølgeligt været sjovere, hvis Navision havde købt Microsoft. Men vi må se på, hvad vi er gode til. Vi skal leve af at udvikle nyt. Derfor er det udmærket, at Navision kan udvikle noget, som kan blive koblet på en større salgs- og markedsorganisation som Microsoft, hvor det kan blive brugt flere steder«, siger Lars Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her