Med løfter om høj løn og et godt liv lokker restauratører specialuddannede udenlandske kokke til Danmark. Men løfterne holdes sjældent. I stedet ender de med at arbejde under forhold, der af formanden for RestaurationsBranchens Forbund (RBF) kaldes slavelignende. »Det er et problem i vores branche. De behandles visse steder meget dårligt og arbejder under forhold, som i visse tilfælde kan karakteriseres som slavelignende. Hvor man er helt afhængig af arbejdsgiveren, enten fordi man ikke taler sproget, eller hvis man måske ikke opholder sig her på helt lovlige vilkår. Jeg tror kun, vi har set toppen af isbjerget«, siger Preben Rasmussen. Netop nu kører en sag ved Københavns Byret om en kinesisk kok, der har haft ualmindelig svært ved at få den løn, han blev lovet. Han arbejdede fra om formiddagen til midnat og sov herefter på fire-fem stole i restaurantens baglokale. Han er nu rejst tilbage til Kina, men er i landet for at deltage i retssagen mod den kinesiske restauratør. Dømt til at betale erstatning I januar i år faldt der dom i en sag i Århus, hvor ejerne af restaurant Hong Kong måtte betale 350.000 kroner i erstatning til en kinesisk kok. »Det var virkelig grelt. Han er vældig dygtig og har arbejdet på nogle af de fineste hoteller i Beijing, men blev lovet guld og grønne skove. Han blev på en måde holdt som slave. Vi ved, han ikke er den eneste. Men det samfund er meget, meget lukket. Det handler om ikke at tabe ansigt og miste ære. Det gør det vanskeligt for os at komme ind«, siger afdelingssekretær Henri Høje Amissah, RBF i Århus Amt. Begge kokke har haft arbejds- og opholdstilladelser, fordi de har været specialuddannede. Også i Aalborg kører en sag. Den handler om en ufaglært kok fra Østen, hvor kontrakten lyder på 30 timer om ugen til overenskomstmæssig løn og vilkår. »Hun ender med at arbejde mellem 14 og 16 timer, syv dage om ugen. Og får 8.000 kroner om måneden før skat. Jeg bliver harm over, at man spiser folk af med den halve løn for det dobbelte arbejde«, fortæller formanden for gastronomerne i Nordjylland, Thorkild Vorsaa Hansen. Et stykke arbejde for brancheforening Lone Njor er direktør i arbejdsgiverorganisationen HORESTA, og hun ønsker ikke at kommentere sagerne. »De mange restauratører, som kører efter loven, har fuldstændig urimelige konkurrencebetingelser, fordi andre driver forretning og ikke følger reglerne. Over halvdelen af de københavnske restauranter er lukningstruede, bl.a. fordi der er så stort et element af sort økonomi. Det handler også om, at man beskæftiger illegal arbejdskraft eller ansætter på helt andre vilkår end dem, man burde følge«, siger hun. Direktøren erkender, at organisationen har et stykke hvervearbejde foran sig for at få fat i disse restauratører. HORESTA har blandt andre foreslået økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), at restauratører skal have en autorisation for at kunne drive forretning. Det har ministeren afvist.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























