Fagforeninger og it-virksomheder kritiserer ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander (V), for passivitet over for et af it- branchens største problemer. De sidste års analyser viser, at virksomheder både nu og de næste år vil savne flere tusinde it-medarbejdere. Dyb skuffelse over Sander Men Helge Sanders nye handlingsplan 'IT for alle - Danmarks fremtid' har ikke nogen løsninger på problemerne. »Vi er dybt skuffede over ministeren, når det gælder om at løse problemerne med it-arbejdskraften«, siger Karen Retvig, it-politisk ordfører og sektorformand i HK. Hun henviser til, at Helge Sanders plan selv peger på, at virksomhederne vil mangle 5.000 personer om to år. Og i år 2010 mangler omkring 10.000 it-medarbejdere. For vagt Formanden for it-fagforeningen Prosa, Henrik Kroos kritiserer regeringens it-udspil for at være alt for vagt. »Regeringen skriver kun, at man 'bør' følge udviklingen uden at komme med håndfaste initiativer til at løse problemerne«, siger Henrik Kroos. Et af problemerne er, at mens virksomhederne efterlyser højtuddannede, er der arbejdsløshed blandt it-medarbejdere med kortere eller mellemlange uddannelser. Lettere adgang til universiteterne Han mener, at Helge Sander som ansvarlig for landets højere læreanstalter selv kunne gøre en del ved problemet: Han kunne eksempelvis give folk med en kortere datamatiker-uddannelse en nemmere adgang til f.eks. It-højskolen eller universiteterne, så de kan få de kompetencer, som it-virksomhederne efterspørger. Begge fagforeninger peger på, at indtil nu har regeringen blot gjort det vanskeligere for it-medarbejdere at efteruddanne sig ved for nylig at indføre brugerbetaling på efteruddannelser inden for it. En barriere for vækst Direktør i IT-Brancheforeningen Jakob Lyngsø er enig med fagforeningerne. Set med hans øjne er manglen på arbejdskraft en af de alvorligste barrierer for vækst. »Det er et meget kritisk problem for vores branche og resten af erhvervslivet. En ny undersøgelse blandt vores medlemmer viser, at 22 procent af dem er nødt til at lade opgaver ligge, fordi de ikke kan få nok medarbejdere med de rigtige kompetencer«, siger Jakob Lyngsø. Især mangler virksomhederne dataloger og ingeniører. Når virksomhederne ikke kan få de højtuddannede, så er der heller ikke arbejde til medarbejdere med kortere uddannelser. Forstår frustrationen Jakob Lyngsø kan godt forstå, hvis arbejdsløse it-folk bliver frustrerede over ikke at kunne få job, selvom de hele tiden hører, at virksomhederne mangler it-arbejdskraft: »Det er det samme som, hvis luftfartsselskaber mangler piloter. Uden piloter er der ikke arbejde til stewardesserne og heller ikke til folk, der tager sig af passagerernes bagage«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Helge Sander, men i en mail til Politiken fra ministeriets pressechef er fremsendt en række kommentarer fra ministeren om udbuddet af it-arbejdskraft. Mail fra Sanders pressechef I mailen står blandt andet: »Regeringen er meget opmærksom på problemerne med at skaffe et tilstrækkeligt antal medarbejdere med de rigtige kompetencer, som it-branchen - på samme vis som eksempelvis biotek-branchen - har givet udtryk for«. Mailen handler for en størstedel om de unge under uddannelse, men vedrører ikke den rejste kritik om den manglende efteruddannelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























