Retursystem i strid med EU-regler

Lyt til artiklen

Danmarks nye retursystem til flasker og dåser er til større fordel for landets største bryggeri Carlsberg end for miljøet og de danske forbrugere. Samtidig udgør det formentlig en teknisk handelshindring og er dermed i strid med EU-lovgivningen, mener EU-eksperter. Miljøstyrelsen er på vej med nye regler om et retursystem, der fra 1. juni skal skåne gader, stræder og parker for aflagte dåser og engangsflasker. I strid med EU-grundlov Problemet er bare, at de nye regler kan være i strid med EU's grundlov, der forbyder landene at indføre regler, der gør det sværere for udenlandske varer at komme ind i Danmark. Efter de nye regler skal engangsflasker og dåser mærkes på så omstændelig en måde, at det reelt gør det umuligt for udenlandske producenter at komme ind på det danske marked. Favoriserer de danske bryggerier EU-ekspert Peter Pagh, Københavns Universitet vurderer, at bekendtgørelsen er i strid med EU's regler, fordi den giver de danske bryggerier en udpræget favorabel stilling. Bekendtgørelsen virker ligefrem som et kompromis mellem en miljøstyrelse, der gerne vil regulere, og en industri, der gerne vil beskytte sit eget marked. Svært at få øje på miljøgevinster Til gengæld er det svært at få øje på de miljømæssige gevinster ved retursystemet, mener Peter Pagh. »Man kan næsten få den tanke, at denne lovgivning er bedre for de danske bryggerier end for miljøet«, siger Peter Pagh, som bakkes op af EU-ekspert Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet. »Meget tyder på, at bekendtgørelsen skaber en teknisk handelshindring, og så strider det mod det, der er normal praksis på EU-området«, siger Peter Vesterdorf. Skarp kritik Konkurrencestyrelsen har allerede i skarpe vendinger kritiseret de nye regler, men ifølge kontorchef Hans Kirkegaard har styrelsen endnu ikke taget stilling til, om de kan betragtes som en teknisk handelshindring. I Forbrugerrådet er afdelingschef Willy Dyhr ikke overrasket over, at Miljøstyrelsens regler kan være i strid med EU-lovgivningen. Det er rådets overbevisning, at de foreslåede gebyrer og mærkninger er diskriminerende over for udenlandske producenter. 'Små importører holdes ude' »Vi er stor tilhænger af at få et miljørigtigt retursystem, men Miljøstyrelsens regler gør det meget sværere for de små importører at komme ind på markedet med nye produkter«, siger Willy Dyhr. Forbrugerrådet har sammen med Danske Ølentusiaster vendt sig skarpt mod de nye regler i deres høringssvar til Miljøstyrelsen. De skriver blandt andet: »Danske Ølentusiaster og Forbrugerrådet finder, at den foreliggende bekendtgørelse på en række afgørende punkter indeholder elementer, som medfører, at de mindre udbydere får den langt største og dermed hårdeste økonomiske belastning. Dette vil reducere konkurrencen på det danske ølmarked yderligere, samtidig med at Carlsberg Danmark A/S vil opnå en betydelig konkurrencefordel«. Styrelsen afviser I Miljøstyrelsen mener fuldmægtig Per Schou Christiansen ikke, at den nye lovgivning vil være i strid med EU-reglerne. »Vores regler er udformet for at skabe et system, der er hensigtsmæssigt for miljøet - ikke for at virke som en teknisk handelshindring«, siger Per Schou Christiansen. Han regner ikke med, at EU-kommissionen vil underkende reglerne. Miljøstyrelsen indsendte sidst i februar et udkast af reglerne til EU-kommissionen, som inden 23. maj vil undersøge, om reglerne strider mod EU-retten. »Jeg har meget vanskeligt ved at forestille mig, at EU-kommissionen skulle konkludere det modsatte«, siger EU-ekspert Peter Pagh. DF: Carlsbergs monopol styrkes På Christiansborg konkluderer SF og regeringens støtteparti Dansk Folkparti ligeledes, at Carlsberg med det nye retursystem får styrket sit monopol på det danske ølmarked. Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) ønsker endnu ikke at kommentere den omfattende kritik af retursystemet. Beslutter han sig for at fastholde systemet i dets aktuelle udforming, kan Danmark risikere at blive hevet for EF-domstolen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her