Ulykker på arbejdet koster dyrt for firmaer

Lyt til artiklen

Medarbejdere, der kommer til skade på arbejde, er langt dyrere for virksomhederne, end de regner med. Det viser den første danske undersøgelse af, hvad en arbejdsulykke koster et firma. Prisen på en typisk ulykke er i gennemsnit 31.500 kroner, men en stor virksomhed kan gennemsnitligt bruge op til 5,6 millioner kroner på ulykker årligt. 'Overraskende høje udgifter' »Det har overrasket mig meget, hvor høje omkostningerne var«, siger projektleder Pall Rikhardsson, som også er lektor på Handelshøjskolen i Århus: »For en stor virksomhed med op til 100 gennemsnitlige ulykker om året, så er det jo en del penge. Og de tages jo af dækningsbidraget og mindsker derved overskuddet«. Sammen med en anden forsker og to konsulenter fra PricewaterhouseCoopers har han undersøgt i alt 27 arbejdsulykker fordelt på ni danske virksomheder i træ- og møbelbranchen, bygge- og anlægsbranchen og rengøringsbranchen. Både de valgte virksomheder og ulykker er valgt, så de har dækket alt fra store til små og alvorlige til typiske ulykker. Skjulte udgifter Resultaterne viser, at cirka en tredjedel af omkostningerne ved ulykkerne aldrig dukker frem i regnskaberne, så virksomhederne kan se den reelle pris. »Det betyder, at ledelsen ikke har det nødvendige beslutningsgrundlag, og det er skidt«, siger Pall Rikhardsson. Forklaringen skal findes i den måde, som virksomhedernes økonomistyringssystem virker på. Projektet har brugt en ny metode, som afdækker de reelle omkostninger. Selvom virksomhederne oplever et pres fra medarbejderne for at forbedre sikkerheden, har det større effekt, hvis andre bygherrer eller myndighederne kræver et vist sikkerhedsniveau i kontrakterne. Ifølge undersøgelsen er koncernledelser i højere grad blevet opmærksomme på risikoen for, at arbejdsulykker kan give et dårligt omdømme, og virksomheden derfor bliver valgt fra i licitationer. Kirsten Jørgensen, som er civilingeniør og specialkonsulent i Arbejdstilsynet, finder undersøgelsen interessant. »Det er aldrig før blevet kortlagt, hvad arbejdsulykker koster for virksomheden, og man har troet, at det ikke var særlig dyrt. Det har vist sig nu, at det ikke er rigtigt«, siger hun. En kostbar affære Kirsten Jørgensen håber, at undersøgelsen kan bruges til at få det ind på arbejdsgivernes lystavle, at ulykker kan have stor betydning for bundlinjen. »Så kunne det være, at man begyndte at overveje, hvad man skulle gøre for at undgå det. Hvis de her tal er rigtige, og det har jeg ingen grund til at betvivle, så er der ingen tvivl om, at nogle små virksomheder må lukke efter en arbejdsulykke«, siger hun. Konsulent i Dansk Industris miljøafdeling, Jon Kvist, mener også, undersøgelsen kan bruges til at motivere arbejdsgivere til i højere grad at forbedre sikkerheden på arbejdspladserne. »Ikke at de ikke allerede gør det, men så har det i højere grad handlet om medarbejderpleje og fastholdelse. Det knytter sig ikke så meget til ulykken, som til at undgå den. Her handler det om omkostningerne, og det er jo et lidt andet argument. Jeg tvivler ikke på, at de her beløb kan være med til at få virksomhederne til at forstå, at ulykker har en økonomisk betydning«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her